Herre, og udøvede Retten til at udnævne Underkonger over dem[1]. Hans Tog, som maaskee oprindelig kun var anlagt paa at herje enkelte Kyster og vinde Bytte, fik saaledes, ved de yderst heldige Omstændigheder, han forefandt, et Udfald, der ej alene udøvede en afgjørende Indflydelse paa hans hele øvrige Liv, men ogsaa var af den største Vigtighed for Norges fremtidige politiske Stilling.
Magnus maa være kommen hjem fra sit Vesterhavstog ud paa Sommeren 1094. Hvis han, hvad der er højst sandsynligt, først da fik vide, at Thrønderne paa egen Haand havde taget Haakon til Konge, maa dette have været en saare ubehagelig Overraskelse for ham, og hans Hu stod vistnok til strax at lade dem og Haakon føle sin Harme. Men da han neppe følte sig sterk nok til at begynde aabenbar Krig med Haakon, der nu havde en saa stor Deel af Folket paa sin Side, er det rimeligt at han for det første holdt gode Miner, og det er sandsynligviis hertil, den gamle Saga sigter, naar den siger at Kongerne vel vare forligte, det vil sige ikke i aabenbar Fejde med hinanden, men at de dog undgik at komme sammen, og hver havde sine Lendermænd, som stredes indbyrdes. Lendermændene rundt om i Landet have saaledes erklæret sig, nogle for den ene, nogle for den anden af Kongerne. Magnus dulgte dog ikke sin Harme over Haakons store Indrømmelser til Thrønderne; han sagde at denne, for at vinde Tilhængere, havde bortgivet, hvad der ej var hans, men Magnus’s Ejendom[2]; og især gav han hans Fosterfader, den gamle Thore Skylden.
- ↑ Vi ville nedenfor se Magnus sende Ingemund som Underkonge til Syderøerne. Strax før havde Muirkertach ogsaa givet dem en Konge, og sandsynligviis har dette været en af de Handlinger, hvorved han brød Forliget, som Ordrik siger, uden dog nærmere at betegne, hvori Brudet bestod.
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2, Morkinskinna fol. 21. a. Af de her meddeelte Ytringer, især saaledes som de anføres i de to først nævnte, seer det næsten ud, som om Magnus ogsaa havde Rettigheder over Thrøndelagen, uagtet det dog udtrykkeligt siges, at Haakon blev Konge over det halve Norge, saaledes som hans Fader, det vil altsaa sige over Frostathingslagen med Haalogaland, Gulathingslagen og Oplandene. Men det maa her merkes, at Magnus neppe nogensinde havde erkjendt Haakon som Medkonge, og vistnok ikke, fordi Thrønderne uden at spørge ham havde givet Haakon Kongenavn, selv havde opgivet sine Fordringer paa i det mindste en Deel af de kongelige Indtægter i Thrøndelagen. Magnus fordrede, hvad der udtrykkeligt siges i det Vers, som derom anføres, hele Norge.
og som da synes at have været voxen. Var nu den anden et Barn, eller ikke endnu fød i 1093, synes der da alene at kunne have været Spørgsmaal om den første. Magnus har imidlertid neppe egtet, men kun fæstet hende, da der ingensteds tales om at han førte nogen Dronning med til Norge.
