gjør herved vitterligt for alle dem, der kunne høre mine Ord, at hvis jeg kommer tilbage hid til Byen, skal jeg belønne enhver efter hans Byrd og Stilling„ ligesom jeg lover alle Bymændene mit Venskab. Jeg er ikke ganske sikker paa, hvad min Frænde Magnus har i Sinde, og hvad han nu agter at tage sig for.“ Disse Ord bleve optagne med megen Enthusiasme. Alle de tilstedeværende lovede ham deres Venskab og Understøttelse, om han trængte dertil, og den hele Folkeskare fulgte ham paa Vejen lige ud under Steenbjerget. Men de saa ham ikke oftere. Paa Vejen over Dovrefjeld forfulgte han en Rype, der fløj op foran ham, saa længe at han paadrog sig en heftig Sygdom, hvoraf han døde endnu oppe paa Fjeldet. Kun 14 Dage efter at han havde forladt Byen blev hans Liig bragt tilbage for at begraves ved Christkirken. Alle Byfolkene gik det imøde, de fleste grædende, thi han var afholdt af Mængden som kun faa Konger for eller siden. Da han døde, var han i sin bedste Alder, kun lidet over 25 Aar; han havde, som allerede ovenfor nævnt, indlagt sig Krigerhæder ved et Tog til Bjarmeland, hvor han havde kæmpet med de Indsødte og vundet Sejr[1].
Det var imidlertid ej alene Kjærlighed til Haakon, som havde gjort Thrønderne saa ivrige i at understøtte denne, men ogsaa Had til Magnus eller Frygt for at han, naar han kom til Roret, atter vilde indføre de Paalæg, Haakon havde afskaffet. Efter Haakons Død kunde derfor de fleste af Thrønderne ikke bekvemme sig til at tage Magnus, skjønt han nu ustridigt var den eneste retmæssige Tronarving, til Konge, men de foretrak endog en dansk Mand, ved Navn Sven, Søn af en vis Harald Flette. Den egentlige Ophavsmand hertil var Steigar-Thore, der var vis paa at Magnus aldrig vilde tilgive ham at han havde opstillet ham en heldig Medbejler i Haakon. Han oplagde Raad med Sven, der havde staaet i stor Yndest hos Haakon, selv var af høj Byrd, og den største Viking og Krigsmand. Da Thore selv var gammel og tungfør, blev man enig om at Sven skulde optræde som Hovedmand for Opstanden og antage Kongenavn, men at Thore skulde understøtte ham med sin mægtige Indflydelse. Oprørsflokken rejstes egentlig i Oplandene, hvor Thore boede og havde de fleste Tilhængere; her sluttede ogsaa flere andre mægtige Mænd sig til dem, navnlig den forhen omtalte Egil Aaskellssøn[2] og en
- ↑ Magnus Barfods Saga, Cap. 2. Snorre Cap. 2. Morkinskinna fol. 20. a. Fagrskinna Cap. 222, 223. Ágrip Cap. 39, 40. Thjodrek Munk, Cap; 30. Om Haakons Fødselsaar, se ovenfor S. 381, Anm. 3. Naar Toget til Bjarmeland sandt Sted, siges ej; man seer kun at det maa have skeet førend Haakon blev Konge. Det er dog neppe rimeligt at det skede før han havde fyldt sit 20de Aar, 1089.
- ↑ Om Egil, se ovenfor S. 432. Hvorledes det derhos antydes at han var en
