Skjalg paa Jæderen, der upaatvivlelig maa have været en Ætling af Erling Skjalgssøn, og maaskee en Søn af hiin Erling, som i Aaret 1048 herjede i England[1]. Da det er højst rimeligt, at Egil Aaskellssøn paa Aurland var nær beslægtet med den Linje af den gamle aurlandske Æt, der i den sidste Tid stod i saa nøje Forbindelse med det danske Kongehuus, og da det derhos ikke er usandsynligt, at han tillige har staaet i et nærmere Frændeforhold til Søle-Ætten, have vi maaskee i disse Omstændigheder, sammenholdte med den Opposition, hvori Søle-Ætten siden Erling Skjalgssøns Tid mere eller mindre havde staaet til det norske Kongehuus, og dens Venskab og Svogerskab med det danske, Nøglen til at udfinde, hvorfor Egil, saa vel som Skjalg, vare saa villige til at tage en dansk Æventyrers Parti med Tilsidesættelse af den eneste retmæssige Arving til Norges Kongetrone. Thore og Sven droge med den hele Oprørsflok over Lesje ned til Raumsdalen og Søndmøre, hvor de skaffede sig Skibe; derfra droge de langs Kysten til Nordmøre og Throndhjem, idet de overalt plyndrede og røvede hos alle, der ej vilde slutte sig til dem. Lendermanden Sigurd Ullstreng, der var Magnus hengiven, opskar Herrer, saa snart han fik Nys om Oprørsflokkens Ankomst, og stevnede alle dem, han opbød, sammen til sin Gaard Viggen, men Speil og Thore ventede ikke indtil han angreb dem; de styrede lige til Viggen, gjorde Landgang, uden at Sigurd kunde hindre det, og sloge ham aldeles. En Mængde af hans Folk faldt, selv flygtede han til Magnus, og Sejrherrerne droge ind til Byen, hvor nu den største Deel af Thrønderne erklærede sig for dem[2].
Imidlertid havde Magnus faaet Efterretning om alt dette i Oslo, hvor han opholdt sig, og samlede strax en Hær og Flaade, for at drage
- ↑ I Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Magnus Barfods Saga Cap. 5) staar der kun at Skjalg var en rig Mand. Morkinskinna kalder ham derimod „Skjalg af Jæderen“. I Peder Klaussøns Oversættelse staar derimod „Skjalg Erlingssøn af Jæderen“, hvilket er optaget i Text-Udgaven af Snorre, Magnus Barfods Saga Cap. 4. Muligt at Tillægget „Erlingssøn“ virkelig har staaet i det Haandskrift, Peder Klaussøn fulgte; thi da Skjalg var fra Jæderen, og Navnet var et Ættenavn i Sole-Familien, er det højst sandsynligt, at hans Fader hed Erling. Han maa dog ikke forvexles med den mægtige Erling Skjalgssøns Søn Skjalg, thi denne faldt, som vi have seet, i Nisaa-Slaget, og var allerede voxen i 1022, se ovenfor I. 2. S. 616, 6183 men han var derimod rimeligviis en Sønnesøn af denne Skjalg, og Søn af hiin Erling, der i 1048 tilligemed Farbroderen (?) Lodin hjemsøgte England.
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 4, Snorre Cap. 4, 5. Morkinskinna fol. 21. a. b. Fagrskinna, Cap. 225, 226. Morkinskinna fortæller dette noget forvirret, som om Magnus selv skulde have sendt Sigurd Ullstreng forud, men dertil var der aabenbart ikke engang Tid.
Svigersøn af Thore, uagtet det tidligere siges at han var gift med Ingebjørg Agmundsdatter, see nærmere nedenfor.
