nord efter mod Oprørerne. Sandsynligviis havde han endog allerede strax ved sin Tilbagekomst begyndt Udrustningerne, for enten at angribe Haakon, eller at være rede til at modtage ham. Han fik, som det synes, en betydelig Styrke: navnlig omtales der, at Rygerne, eller Indbyggerne af Rogaland, sluttede sig til ham, og at han havde Folk fra tvende Aag( nemlig Viken (Sefslagen) og Gulathingslagen[1]. Han skyndte sig saa meget han kunde, og fik heldigt Vejr lige til forbi Stad; men naar Vinden svigtede, lod han sine Folk bruge Aarerne. Da Flaaden var kommen indenfor Arvarhamar strax østenfor Stad paa Søndmøre, lod Magnus Skibene lægge til Land og sine Folk kalde sammen til Huusthing[2]. „Det er eder alle bekjendt“, sagde han her, „hvorledes en Oprørsflok har rejst sig mod os i vort eget Rige, tinder en Høvding, der er saa meget mindre arveberettiget til Riget, som han ikke engang er indfød i Landet. Disse Oprørere og alle de, som have erklæret sig for dem, fortjene derfor, at vi forfølge dem, herje hos dem og dræbe dem, saa meget vi formaa. Thi hvad større Skam og Skjendsel har nogen kunnet tilføje sin ættebaarne Konge, end, saaledes som hine Forrædere, der endog bære Lendermands Navn, have gjort mod mig, at tage en saadan Mand til Konge, som ej er kongebaaren til Riget, og dertil af ringe Æt? Nogen Undskyldning havde de dog, saa længe min Frænde Haakon levede, om de søgte at sikre ham Besiddelsen af Riget, og det fandt jeg mig ogsaa nogenledes i; men dette sidste er aldeles skammeligt, og jeg fortjener ikke at bære Kongenavn, og vanslægter ganske fra mine Frænder, hvis jeg ikke sætter en Bom for dette Uvæsen. I handle derfor vel i at understøtte mig i dette Foretagende, og I ville derved gjøre eder værdige til alle gode og retsindige Mænds Roos.“ Alle de Tilstedeværende bifaldt denne Tale, og man begyndte strax at herje og
- ↑ Se Gisles Vise i Magnus Barfods Saga Cap. 5.
- ↑ At dette Sted laa strax østenfor Stad, ved Søndmøres sydvestlige Grændse, sees deraf, at Kongen, som hans Tale paa Huusthinget viser, her gav sine Mænd Befaling eller Tilladelse til at herje hos de Bønder, der havde taget Oprørernes Parti, og vi have ovenfor seet, at det Strøg, i hvilket Thore talte Tilhængere, netop begyndte med Søndmøre, hvor han nys havde været. Gift siger ogsaa i det Vers, der anføres paa dette Sted i Magnus Barfods Saga: „Kongen holdt Huusthing ved Søen, det var indenfor Arvarhamar (Örvarhamarr), og beredte sig til at brænde lige udenfra Stad, men Bønderne flygtede“. Det er derfor vistnok en Fejltagelse, naar nogle have villet lægge Arvarhamar indenfor Yrje; og denne Fejltagelse kommer vistnok deraf, at Sagaen tidligere anfører det Vers af Gisl, hvor Sejladsen ved Yrje omtales; dette Vers anføres dog kun til Beviis for at Kongen lod sine Mænd ro, naar der ej var Bør. Arvarhamar er saaledes maaskee det nuværende Aaram yderst ved Rødvefjorden lige over for Larsnes. Alle Stedsnavne nemlig, der nu ende paa „—am“, ende i den ældre Form paa „hamarr; saaledes „Haram“ i Søndmøre, fordum Hárhamarr; „Tannam“ i Ranrike, fordum „Túnhamarr“.
