Fire Fæller vi vare,
førte een ved Roret<ref>Det er vanskeligt at vide, hvad han her sigtede til. Maaskee han sad i Baad sammen med tre af Kongens Trælle; eller han hentydede paa Galgens tre Bjelker, med Galgevippen i Midten, hvortil han skulde festes, og saaledes skjemtviis kunde sige „at fore Roret“. Det kan her merkes, at ogsaa de spøgefulde Svar, Thore gav Sigurd, vare affattede i et Slags Versform, i det mindste med Riimbogstaver. Saaledes hans Svar paa Sigurds Spørgsmaal, hvorledes han befandt sig (ertu heill):
<poem>heill at höndum,
hrumr at fötum;
og hans andet Svar, angaaende hans Fedme:
matr minn veldr því
ok munngát.
</ref>.
</poem>
Flere af dem, hvem hans Tolk havde tilføjet Skade, gave nu deres Harme Luft i allehaande Bebrejdelser og Haansord mod den værgeløse Olding. Navnlig fortælles der at Vidkund Jonssøn, ved at see ham vakle hid og did paa hans Vandring til Galgen — Thore var nemlig, som han selv sagde, skrøbelig til at gaa — raabte snart „bedre til Styrbord, Thore!“ snart „bedre til Bagbord!“ for at gjengjelde ham hans Spot, da han opbrændte Skibet. Under Galgen ytrede Thore dog et Slags Anger, idet han udbrød: „ilde ere ilde Raad!“ Han var saa stor og diger, fortælles der, at da Galgevippen hævede sig, stedes Kroppen ved sin egen Tyngde fra Halsen og faldt til Jorden. Efter ham blev Egil ført til Galgen. Han viste sig ogsaa heel uforfærdet. Til Kongens Trælle, der skulde forrette Exekutionen, sagde han: „Skjønt I nu skulle hænge mig, er det dog ikke fordi at jo enhver af eder langt heller fortjente “slig Straf.“ Derpaa vendte han sig til Kongens Mænd, med de Ord: „I glæde eder nok til at see, hvorledes jeg bevæger mine Fødder idag“. „Tror du ikke“, sagde de, „at du selv kan raade for, hvorledes du teer dig under Henrettelsen?“ „Det vil nu vise sig“, sagde han; og da Strikken var lagt om hans Hals, satte han sin ene Fod paa Vristen af den anden, uden i mindste Maade at forandre denne Stilling, medens han vippedes i Vejret. Alle de Tilstedeværende beklagede at en faa kjek Mand skulde ende sit Liv paa den Maade. Kongen sad selv den hele Tid hos, og var faa vred, at ingen af hans Mænd torde hede ham om Naade for de Domfældte. Men da han faa Egil hænge, udbrød han: „ilde staa dine gode Frænder dig bi“. Heraf, siger Sagaen, kunde man skjønne at han gjerne havde seet, at man havde bedet om Naade for Egil. Flere Henrettelser der paa Stedet omtales ej, saa at man altsaa virkelig maa formode, at Magnus har skjenket alle dem Livet, som paa Havnø gave sig i hans Vold[1]. Oprørskongen Sven
- ↑ Magnus Barfods Saga, Cap. 6, 7. Snorre, Cap. 5, 6. Fagrskinna, Cap.
