undkom til Danmark, hvor han opholdt sig i al den Tid, Kong Magnus levede, og indtil dennes Sønner bleve voxne. Da blev han, som det heder, forligt med Kong Eystein Magnussøn, der endog gjorde ham til sin Skutelsvend, og viste ham megen Yndest[1]. Dette staar rimeligviis i Forbindelse med den Omstændighed, at Eystein var gift med en Sønnedatter af Steigar-Thore, hvis Æt og Venner saaledes vel atter maa være komne til Anseelse[2].
Magnus vendte derpaa tilbage til Throndhjem, hvis Indbyggere nu
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 8. Snorre Cap. 9. Fagrskinna Cap. 228. Denne sidste nævner Nikolas som den danske Konge, til hvem Sven flygtede; og sandsynligt er det ogsaa, at Sven opholdt sig hos ham umiddelbart førend han vendte tilbage til Norge; men Nikolas var ikke Konge, da Sven kom til Danmark. Thi enten levede da endnu Olaf Hunger († 18de August 1095), eller hans Broder Erik var Konge. Men det er muligt, at Nikolas allerede da har været Svens Beskytter.
- ↑ Saaledes Sigurds og Inges Saga Cap. 18. Snorre Cap. 17. Morkinskinna lader Eystein egte en Datter af Steigar-Thore, hvilket umulig kan være rigtigt, da denne, der ved sin Død var 64 Aar gammel — han var nemlig 15 Aar i 1046 — (se ovenfor S. 125) allerede længe før sin Død maa have haft voxne Døtre, medens Eystein var fød ved 1088. — Det lader ikke til at Guthorm, Steigar-Thores Søn, har mistet sin Fædrenegaard til Straf for Faderens Oprør, skjønt Forbrydelse af Odelsgods hørte med blandt Straffene for Landsforræderi; i det mindste omtales han i Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 24, som Indehaver af den Masurbolle, Kong Harald havde skjenket hans Fader.
227, 228. Morkinskinna, Cap. fol. 21. b. Ágrip, Cap. 41. Thjodrek Munk, Cap. 3l. Beretningen findes øjensynligt bedst og ordentligst, baade med Hensyn til Begivenhedernes Sammenhæng og Stedsnavnenes Form, hos Snorre, som derfor ovenfor er fulgt. Med Snorre stemmer paa det nærmeste Texten i Fornmanna Sögur; dog synes et og andet ogsaa at være optaget efter Morkinskinna, der her mod Sædvane viser sig unøjagtig. Saaledes f. Ex. beskrives Thores Flugt fra Thexdalen og hans Forfølgelse ved Magnus, som om denne havde indhentet ham paa Harmfjorden, og som om han følgelig selv ikke havde naaet længer mod Nord, uagtet der strax nedenfor tales om at han havde opbrændt Gaarden paa Bjarkø. Ligeledes kaldes det Sted, hvor Thore og siden Magnus landede, „Seljetun“, øjensynlig fordi der nys forud havde været Tale om Seljehverv; medens Navnet dog er Hesjutún, eller, som Fagrskinna endnu rigtigere har det, Esjutún, nu Esstun (oftere urigtigt kaldet Østdun) paa Havnøen. Mangel paa nøjagtig Kundskab om Stedforholdene har ogsaa bragt Nedskriveren af den Text, Morkinskinna fulgte, til at nævne Holmen Vomb (Vambarhólmr) som om det var den Ø paa hvilken Esjutun laa, og som Flygtningerne forvexlede med Fastlandet. Denne ubetydelige, nøgne Holm kunde umulig tages for Fastland, medens det derimod netop er rimeligt, at den brugtes til Rettersted, og Snorre har derfor vistnok fuldkommen Ret, naar han fortæller „at Magnus lod flytte Thore og Egil ud paa Vambarholmen“. Fejlen er for øvrigt ogsaa kommen ind i Fagrskinna, Ágrip og Thjodreks Skrift.
