maatte undgjelde haardt for deres Oprør. Han tilføjede, heder det, dem, der bleve overbeviste om at have været deelagtige i Landsforræderiet mod ham, betydelige Refselser, brændte deres Bygder, og dræbte enkelte. Thrøndernes Overmod blev denne Gang, som det lader, aldeles knækket, thi der var ikke længer Tale om nogen Modstand, og de fandt det raadeligst, ganske at give sig i Kongens Vold og bede om Naade. Han viste sig heller ikke saa uforsonlig mod dem, men modtog Forlig af enhver, som godvillig underkastede sig. Den modige Konge, siger Skalden Gisl, forligtes siden med dem af fine Fiender, der forbedrede sig; og den Ret, der tilkom de raadsvage Bønder, gav Kongen dem. Der siges dog ikke, hvad dette var for en Ret, eller hvori Betingelserne for hiint Forlig bestode. Men naar bi siden læse, at Magnus’s Sønner afskaffede de Paalæg, Danerne havde indført under Sven Alfivessøn[1], uagtet Haakon Magnussøn allerede ved sin Hylding havde afskaffet dem, bliver det aabenbart, at Magnus for at straffe Thrønderne har ophævet Haakons Bestemmelser, og igjen indført Paalæggene, saadanne som de vare før hans Tid. At dette virkelig var en Straf, der overgik Thrønderne, og ikke en almindelig Tilbagekaldelse af Haakons Indrømmelser, med hvilke Magnus havde ytret faa megen Misfornøjelse, sees tydeligt deraf, at ingen saadan Tilbagekaldelse fandt Sted for Gulathingslagen, hvis Indbyggere, paa de Søndmøringer nær, som Thore mere ved Trusler end med det Gode havde faaet paa sit Parti, ikke havde deeltaget i Oprøret. Da dette egentlig var udgaaet fra Oplandene, skulde man formode at de forhadte Paabud ogsaa her indførtes paa nu, men da den ældre verdslige Eidsivathingslov nu er tabt, kunne vi ikke vide noget derom med Vished. Det er ellers ikke usandsynligt, at hiin Straf maaskee mere rammede Thrønderne fordi de vare de første til at hylde Haakon og derved gjorde net muligt for ham at optræde som Modkonge, end fordi de havde deeltaget i det sidste Oprør, der paa en vis Maade kunde siges at være en nødvendig Følge af den Stilling, de allerede under Haakon havde indtaget lige over for Magnus.
De Lendermænd rundt om i Landet, der hidtil havde erkjendt Haakon for deres Overherre, og, som det heder, fejdet med Magnus’s Tilhængere, underkastede sig nu alle sammen Magnus, med Undtagelse af den mægtige Sveinke Steinarssøn øster ved Elven. Han havde, som vi
- ↑ Sigurd Jorsalafares Saga Cap. 18; Snorre Cap. 18; Morkinskinna fol. 24. b. Ágrip Cap. 45, jvfr. Cap. 24; og fornemmelig ældre Frostathingslov, XVI. 1—3, jvfr. ovenfor I. 2. 852, 853.
