Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/510

Denne siden er korrekturlest
492
Magnus Olafssøn (Barfod).

skabeligt Sindelag mod os. Men heri viser enhver sig som han er beskaffen. For nu tydeligere at fremsætte Kongens Ærende til eder, melder jeg herved, at han fordrer sine retmæssige Landskylder, Ledingsudredsler og øvrige Rettigheder[1] saavel af de mægtigere som af de ringere Mænd, og enhver regne nu efter, hvorledes han har ydet dem; erkjender han at have skortet deri, da unde han Kongen hvad der lovligen tilkommer ham, og sørge for sin egen Ære, idet han har for Øje hvorledes det gik dem, der nu nys satte sig op imod ham“. Da han havde sat sig ned, stod hiin Mand strax op, som for, kastede Hatten lidt tilbage, og sagde: „det seer ud til Snee, Svende, sagde Finnerne, havde Skider at sælge“[2]. Sigurd hviskede nu til Lendermændene, at det ej længer gik an at behandle denne vigtige Sag saa lempeligt. De raadede ham fremdeles til Forsigtighed mod en saa mægtig og trodsig Mand, men han vilde intet høre derom, rejste sig i Vrede, kastede sin blaa Kappe af, saa at han stod der i sin rode Skarlagenskjortel, og sagde: „nu er det kommet saa vidt, at enhver maa vogte sig: her er ikke længer Sted til at dække over eller undgaa at betegne Manden; alle have seet, hvorledes vi behandles, og om man end for eget Vedkommende kunde finde sig deri, kan det dog aldrig taales, at Kongens Ærende besvares med Spot. Det viser sig nu, som Ordsproget siger, at enhver agter sig selv højest. En Mand heder Sveinke Steinarssøn; han bor øster ved Elven; han bar længe siddet inde med Kongens Landskylder, og opfører sig i det hele taget med utilbørligt Overmod og Vigtighed. Man kan ikke forundre sig over at Kongen dog vil have mere at sige end han, og nu fordrer sin Ret og sine Ejendomme af ham, eller ogsaa udsiger ham af sine Forleninger. Her gjelder det nu, ikke at unddrage sig eller svare med Spottegloser; thi hans Overmand findes dog nok, om han end svarer haanligt paa vor Tale. Det er bedre for ham at tage Reb i Sejlene, medens det endnu kan skee med Ære, end at oppebie den Skjendsel, hans Trodsighed vil bringe over ham“. Da rejste Sveinke sig: det var hiin samme Mand, som havde ytret de forrige Spotte-Ord, og Sigurd havde nok vidst hvo han var, men alene med Flid ladet som om han ej kjendte ham. Han stod nu op, kastede Hatten bag sig og sagde: „Put, Put,

  1. Her er alle de Udredsler, der tilkom Kongen, opregnede under Eet, saa vel som alle de, der vare ham afgiftspligtige. Den Lendermand, der ej var gaaet ham til Haande, skyldte Kongen naturligviis Landskyld af de kongelige Ejendomme, med hvilke han sad inde.
  2. Ordsproget lyder i det gamle Sprog: „snæliga snuggin sveinar, kváðu Finnar, áttu andra fala“. Her tales saaledes egentlig om det særegne Slags Skider, der kaldes „Andrer“, og bruges i Nordland og Finmarken. Ved dette Ordsprog vil Sveinke aabenbart antyde, at man allerede af Sigurds Ord kan see, hvor han peger hen.