Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/511

Denne siden er korrekturlest
493
Sveinke Steinarssøns Forsigtighed.

Skam for Hundene at Rævene skred i Bondens Brønd; har man hørt saadant, at en ermeløs Mand, med Bagskjorten af, vil byde mig af Land? allerede før, Sigurd Uldbaand[1], sendtes to Mænd i samme Ærende, den ene hed Gille Bakrauf, den anden havde et endnu værre Navn; de vare om Natten i Huset og stjal hvor de kom; byder du mig af Land“?[2] Du slog nok ikke saa stort paa, da min Fostersøn Haakon levede og da var du saa ræd, naar du kom paa hans Vej, som en Muus i en Skreppe; du var tildækket med Klæder som en Hund paa et Skib; du var stoppet i en Sæk som Korn i en Skindpose, du blev jagen fra din Odel som en Ploghest af Hesteflokken, og havde ikke større Pusterum end en Oter i en Fælde[3]; vil du byde mig af Land? Du kan heller takke mig, om jeg lader dig slippe herfra med Livet!“ — „Lader os“, sagde han til sine Mænd, „alle staa op imod dem“! Hans Mænd adløde, og gjorde stort Vaabenbrag. Sven Bryggefod og de øvrige Lendermænd saa nu intet andet Raad, end at skaffe Sigurd en Hest, og lade ham skynde sig til Skovs saa hurtigt han kunde. Dermed hævedes Thinget. Sveinke vendte tilbage til sine Gaarde, men Sigurd maatte, selv anden, tage Landvejen til Throndhjem. Da han kom til Kongen, spurgte denne ham, om han ikke nok havde trængt til Lendermændenes Hjelp. Sigurd kunde ikke negte at hans Ferd havde været uhæderlig, men sagde at han vilde hevne det, hvad det saa skulde koste, og eggede Kongen meget. Denne syntes ogsaa, at det gik for vidt med Lendermændenes Overmod, naar de ikke engang vilde vise deres Konge den skyldige Lydighed. „Men“, sagde han, „her til Lands har det heller ikke bekommet dem vel; det viste sig i Olaf den helliges Tid med Erling Skjalgssøn,i min Farfader Haralds Tid med Einar Thambarskelve, og nu sidst med Steigar-Thore og Egil: det tilhører en Kongens Værdighed at nedtrykke sine Undermænds Overmod og Indbildskhed, naar de ikke selv vide at holde Maade; Sveinke er vist en mægtig Mand, men det kan nok være at han stiler altfor højt, hvis han vil prøve Styrke med mig“. Magnus lod nu udruste fem Skibe og styrede sydefter langs Kysten lige

  1. En haanlig Omskrivning af Sigurds Tilnavn: Ullstreng.
  2. Det er rimeligt, at Magnus allerede tidligere, medens Haakon endnu levede, havde gjort et Forsøg paa at faa Sveinke til at underkaste sig; men det Navn, Sveinke angiver paa en af hans Udsendinger, er aabenbart kun et Spottenavn, og ikke det rette.
  3. Heraf synes det, som om Sigurd Ullstreng, der hørte hjemme i Thrøndelagen, og som en Tilhænger af Magnus sandsynligviis ligesaa lidet havde underkastet sig Haakon, som dennes Tilhængere Magnus, har lidt Forfølgelse af Haakon eller dennes Mænd. Denne Forfølgelse hører da ogsaa til de ovenfor omtalte „Fejder mellem Kongernes Lendermænd indbyrdes“. — I Sagaen staar ikke „Ploghest“ men „Ardsgelding“; af „Ard“ den egentlige nationale Plog.