Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/512

494

Magnus Olafssøn (Barfod).

til Viken, hvor han tog Vejtsler hos titte Lendermænd. Han tilkjendegav dem, at han nu vilde hjemsøge Sveinke. „I maa vide“, sagde han, „at jeg vil være Enekonge her i Norge, saa længe der ej findes nogen jevnbyrdig med mig, og jeg finder mig ikke i en saadan Uforskammenhed af Lendermænd, at de behandle mine ypperste Høvdinger saa skammeligt som Sveinke har behandlet Sigurd Ullstreng“. De forberedte ham paa, at han i Sveinke vilde finde en baade mægtig og uvoren Modstander, som hverken havde Mangel paa Folk eller Vaaben; men han lod sig ikke afskrække, og drog afsted, ledsaget af de tre ovenfor nævnte Lendermænd. Da de kom udenfor Sveinkes Gaard, foresloge disse Lendermænd som.det forsigtigste, at de først skulde gaa i Land og undersøge Forholdene, da de frygtede for at Sveinke havde mange Folk hos sig, ej alene hjemme paa Gaarden, men ogsaa fordeelte rundt om i Skovene. Kongen bad dem gjøre som de vilde, men lovede at lade Bønderne undgjelde haardt, hvis de ikke holdt sig i Skik. De vare ikke komne langt, førend de saa Sveinke stevne ned fra Gaarden med en heel Hær, ypperligt udrustet. Lendermændene bævede et hvidt Skjold i Vejret: ved Synet heraf gjorde Sveinke Holdt. De tre Lendermænd gik nu hen til ham, og Kolbein begyndte Samtalen med at hilse ham fra Kongen, og i hans Navn bede ham, saavel for sin egen som Kongens Skyld, ikke at lade det komme til Ufred. „Vi tilbyde os“, sagde han, „at bære Fredsmaal mellem eder, og du er dog en alt for forstandig Mand til, uden at have prøvet mindelig Afgjørelse, at ville stride mod din retmæssigt udvalgte og ættebaarne Konge: saadant har ikke bekommet nogen vel“. Sveinke svarede at det heller ikke var hans Hensigt at stride med Kongen; Aarsagen, hvorfor han viste sig med en bevæbnet Skare, var alene den, at hindre de ankommende fra at nedtræde Agrene eller gjøre nogen Skade. Han lovede at holde stille der paa Stedet, medens de vendte tilbage og sagde Kongen Besked. De gjorde saa, og da det var dem særdeles magtpaaliggende at faa meglet Fred, meldte de ej alene at alt var roligt og fredeligt, men lagde endog til, at Sveinke var villig at overlade den hele Sag til Kongens Dom; „til Gjengjeld“, sagde de, „burde I behandle ham saa mildt som retteligt, det vil være eder til størst Hæder“. Men Kongen svarede: „den Dom er snart afsagt: han skal forlade Landet og aldrig komme tilbage, saalænge jeg hersker i Norge; derforuden skal han miste alt sit Gods“. „Vil det dog ikke“, indvendte Kolbein, „være hæderligst for eder og høres bedre for dem, der spørge det, om I lader det forblive ved Landflygtighedsstraffen, uden at han mister sit Gods, som han behøver til sit Underhold blandt mægtige Mænd udenlandsk Heelt vil dog aldrig kunne komme tilbage, saa længe vi have hans Lande i Varetægt, og du viser dig lige fuldt som en mægtig Mand. Tænk over dette, tag Hensyn til dig selv og din Værdighed, saa vel som vore Ord“.