for den almindelige Sikkerhed, forfulgte Ransmænd og Urostiftere, og skaffede saaledes, Kjøbmænd og gode Folk den tilbørlige Fred. Hertil var, som vi see, Sveinke ham især behjelpelig. Skalden Gisl taler i et af sine Vers udtrykkeligt om, hvilken Fred og Sikkerhed Kjøbmændene nøde, fornemmelig i den for sine Sørøvere ellers saa bekjendte Gaut-Elv.
Efter den sidste Fejde i Halland og Forliget med Sveinke herskede Magnus et Par Aar (1096—1098) i Fred, men, som man maa slutte af det Eftertryk, de gamle Beretninger lægge paa denne Sag, fremdeles ivrigt beskjeftiget med at holde Orden i Landet og sørge for den almindelige Sikkerhed, ligesom vi i det følgende ville see, at han ogsaa holdt Øje med, hvad der foregik i Skatlandene, og søgte at gjøre sit Herredømme gjeldende endog over de fjerne Syderøer. Fra denne forholdsviis rolige Tid have Sagaerne, kun opbevaret os en eneste Tildragelse, der vel ikke griber synderligt ind i den politiske Historie, men dog er af megen Interesse for saa vidt den kaster Lys paa de Tiders Skikke og Sæder, afgiver et Bidrag til at lære Kongens Charakteer at kjende, og derhos indeholder merkelige Antydninger af det Forhold, hvori Island vel Islændingerne paa den Tid stode til Norges Konge. En Sommer, det siges ikke naar, men maa efter tal Rimelighed have været 1096 eller 1097, kom Islændingen Gisl Illugessøn til Norge, og tog sig Herberge hos en anseet Mand ved Navn Haakon, der boede paa Forbord, ikke langt fra Nidaros[1]. Gisl var af fornem Æt, thi hans Oldefader var Tind Hallkellssøn, en navnkundig Skald i Slutningen af det foregaaende Aarhundrede, og dennes Broder var den mægtige borgfjordske Høvding Illuge den svarte, Skalden Gunnlaug Ormetunges Fader[2]. Da Gisl endnu kun var en sexaarig Dreng, havde han med sin tre Aar ældre Broder været Vidne til, at hans Fader, Il-
- ↑ Forbord ligger ikke langt fra Aasenfjorden i det nuværende Skatvols Sogn.
- ↑ Om Tind og Illuge se ovenfor især I. S. 104, 440; Illuge nedstammede fra Brage Skald og de gamle Konger i Firdafylke, se ovenfor I. 1. S. 547. Da Tind allerede omtales i Aaret 962, er det merkeligt nok, at hans Sønnesøns Søn Gisl ikke var ældre end 17 Aar ved 1097; men ogsaa Landnaama, II. 8, opstiller deri samme Genealogi, og da Gisl var samtidig med Are Frode, der sandsynligviis er den oprindelige Forfatter til dette Skrift,
Thore og til Haalogaland skede saaledes rimeligviis mellem April og Juni samme Aar; hans Besøg i Viken om Sommeren eller Høsten (der tales om Agre, der ej maatte nedtrædes); Lendermændene spaaede Sveinke, at han allerede efter den første Vinter vilde blive savnet, og flere Vintre hengik vel heller ikke, inden han blev tilbagekaldt.
