nede han ned. Gisl løb nu ned til Bryggerne, og styrede hen til den første den bedste Baad; den var ladet med Fliis, og tilhørte en Islænding, ved Navn Thorstein, der var meget liden af Væxt. Gisl sprang ned i Baaden til Thorstein, og slængte Flisene overbord; han roede ud paa Elven, og da han var kommen halvvejs over, stod han op og raabte til dem, der vare paa Bryggen: „de Saar, som Gjavvald, Kong Magnus’s Hirdmand, har faaet, eller hans Drab, hvis han dør af dem, lyser jeg mig tilhaande; jeg hed Vigfuus (drablysten) i Morges, men haaber i Kveld at kunne hede Ufeig (hvis Død ej forestaar)“. Siden roede han videre, landede paa den anden Side lidt ovenfor Bakke, og skjulte sig i et Krat. Imidlertid blæstes der Allarm i Byen, og man ledte efter Gisl baade til Lands og Vands. Han blev tilsidst funden, og bragt over til Byen. Kongens Mænd bebrejdede Thorstein at han havde sat Gisl over Aaen, og sagde at han fortjente Døden derfor. Men Gisl greb fat i Thorstein, der gik ved hans Side og neppe naaede ham tinder Armen, løftede ham op med een Haand, og spurgte om de virkelig troede at en saadan Pusling, hvem han kunde slænge som et Barn, var istand til at drive ham fra Baaden; han bad dem derfor at lade ham fare i Fred. De gjorde saa, og sagde at han talede godt og kjekt. Gisl blev nu sat i en Fjeter, som Kong Harald Haardraade havde ladet gjøre, og af hvilken hidtil ingen havde kunnet undslippe. Han bragtes hen i et Jordhuus, over hvilket en Kone havde Opsigt.
Paa den Tid var der mange Folk i Byen. Ved Bryggen laa tre islandske Skibe; det ene tilhørte Teit, en Søn af Biskop Gissur; der var ogsaa Presten Jon Agmundssøn, der siden blev Biskop, og mange andre; man regnede at der i Alt var over tre hundrede Islændinger i Byen. Der blev nu sammenkaldt et Mode; Kongen var selv tilstede, og ved hans Side sad Byens Biskop[1]. Jon Prest, der var meget yndet af Biskoppen, var ogsaa nærværende. Kongen var saare opbragt over Gjavvalds Drab, og gav Befaling til at lade Gisl dræbe. Men i det samme ringede Noonklokken[2]. „Er det allerede nu Noon“, sagde Kongen: „se efter Solen!“ Det skede, og det viste sig, at Noonhelgen netop begyndte. Biskoppen spurgte nu, om Drabsmanden ikke skulde nyde Helgfred. Kongen sagde at det kun var et Kneb, man havde aftalt. Dette benegtede Biskoppen, og bad Kongen handle, som det var meest passende. Han føjede Bi-
- ↑ Denne Biskop var enten den forhen omtalte Adalbert (se ovenfor S. 425) eller hans Eftermand Simon. Merkeligt er det, at han her kaldes „Bybiskoppen“ (bœjarbyskup) hvilket ogsaa viser, at Byen nu var bleven Biskopssæde.
- ↑ Non, den 9de Time, eller Kl. 3. Det ringede nemlig til Noonhelg før Søndagen, se ovenfor I. 2. S. 632.
