Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/522

Denne siden er korrekturlest
504
Magnus Olafssøn (Barfod).

dig, fordi min Ven Gjavvald selv bad mig derom. Men 8 Islændinger skulle gaa i Borgen for dig; for Gjavvalds Drab bestemmer jeg 16 Merker Guld, af hvilke jeg dog dog for dit Vedkommende eftergiver det Halve, men hver af de 8 skulle betale 1 Mark“. De takkede Kongen for denne Dom, og bleve saaledes forligte. Kongen henvendte sig nu særskilt til Jon Prest, roste hans Tale, som han sagde bar Præget af at komme lige fra Gud selv, og bad ham indslutte ham i sine Bønner, der vist maatte have stor Vegt hos Gud, eftersom det lod til at hans og Guds Vilje ganske faldt sammen. Jon lovede det. En Dag senere, da Jon gik paa Gaden, blev han ogsaa kaldt ind til Sigurd Ullstreng, der laa syg. „Jeg veed ikke hvorledes det er, Prest“, sagde Sigurd, „om dine Ord bane bidt mig, thi jeg er syg, og vilde gjerne at du sang over mig“. Jon gjorde saa, og signede ham. „Dine Ord have i Sandhed en sterk Virkning, baade de haarde og de gode“, sagde Sigurd, „thi nu føler jeg mig vel“. Det paastaaes, at Jon ved denne Lejlighed paalagde Sigurd som Pønitens at oprette et Kloster paa Nidarholmen og skjenke saa meget Gods dertil, at Stiftelsen godt kunde bestaa. Vist er det, som vi nedenfor ville see, at Sigurd oprettede Klostret, og det er derfor slet ikke usandsynligt, at Jon kan have taget dette Løfte af ham, især da et Kloster-Anlæg paa denne Holm allerede tidligere havde været forsøgt, maaskee med Bistand af Sigurds Fader eller Farfader, og han selv desuden synes at have været en barnløs Mand. Sigurd skjenkede ogsaa Jon gode Gaver, og de skiltes ad som Venner. Siden rejste Telt og Jon tilbage til Island[1].

  1. Magnus Barfods Saga, Cap. 15—19. Jon Agmundssøns (utrykte) Saga. Thormod Torvessøn (Hist. nord. III. S. 435) saa vel som Müller (Sagabibliothek III. 398) siger urigtigt at denne Fortælling findes i Morkinskinna, hvor den aldeles mangler. At Begivenheden fandt Sted efter Kong Haakons Død og førend Magnus tiltraadte Toget til Irland 1098, kan skjønnes deraf, at Gisl, efter Sagaens udtrykkelige Udsagn (Magnus Barfods Saga Cap. 20) fulgte med paa dette Tog, medens Magnus ikke, saa længe Haakon levede, tilbragte nogen heel Vinter og paafølgende Vaar i Nidaros. Her kan der saaledes alene verre Tale om Vintrene 109596, 109697 og 109798. Men jo tidligere man sætter Begivenheden, desto mindre bliver det under alle Omstændigheder paafaldende Misforhold mellem Gisles store Ungdom og de faa Slægtled, der forvinde ham med Tind Hallkellssøn. Kun synes man af den Omstændighed, at Sagaen indskyder Fortællingen efter Beretningen om Sveinke, at kunne slutte, at den neppe bør henføres til Vintren 109596. Det maa ansees som en aabenbar Fejl, naar Morkinskinna, ved at anføre Gisles Vers angaaende Magnus’s Tog mod Steigar-Thore og hans Oprørsflok, siger at Om da var med Kongen. Thi da Kongen, som nys paaviist, da endnu ikke kunne tilbragt nogen heel Vinter i Nidaros, var det umuligt at en Begivenhed som denne da kunde have fundet Sted; og om Drabet paa Gjavvald endog var begaaet den sidste Tid af Vintren 109495 da begge Konger opholdt sig samtidigt i Nidaros, vilde Gisl sandsynligviis