Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/53

Denne siden er korrekturlest
35
Slaget ved Helgenes.

at høre, samlede han strax Folk og Skibe, sejlede ned til Danmark, opsøgte Sven, og traf ham en Aften ved Helgenes i Molshered nordenfor Aaros. Her stod et heftigt Slag, der maa ansees for Hovedslaget i den hele Strid mellem Magnus og Sven. Magnus havde færre Folk, men større og bedre udrustede Skibe. Kongen skød selv med Haandskud den hele Nat, og der faldt en Mængde af Svens Folk. „Svens Mænd“, siger Thjodolf, „styrtede ved Helgenes for Spydene, og de saarede Krigere sank i Havet“. Da Svens eget Skib var ryddet fra Stavn til Stavn, tog han Flugten. Alle hans øvrige Skibe bleve ligeledes ryddede og erobrede, og Magnus og hans Mænd gjorde derhos et rigt Bytte i Vaaben og .Klæder“. Saaledes praler Thjodolf Skald af, at han fra dette Slag hjembragte et gautsk Skjold, en Brynje og en Hjelm[1]. Sven og de af hans Folk, der vare

    Folk, Danmark bragtes til Lydighed og straffedes, og Magnus, som det heder „post in illa regnavit“, hvilket alene kan forstaaes som om han i nogen Tid, (ovenfor S. 9 er det viist at det var i et klar) herskede i Rolighed. Saa vel Florents, som den samme Kodex af Chron. Sax. lade ogsaa Sven, i 1047 eller 1048 (d. e. 1044), forgjeves anmode Edward Confessor om Hjelp. Men da det samme fortælles næsten med de samme Ord ogsaa i det paafølgende klar (1048 og 1049), hvor det langt bedre passer til Kontexten, maa man antage at det egentlig hører hjemme her, og alene ved en Fejltagelse er kommet ind ved et tidligere klar. Hermed ville vi dog ej benegte Muligheden eller Sandsynligheden af at Sven virkelig ogsaa kan have bedet Edward om Hjelp mod Magnus. Men de nærmere Omstændigheder, at Jarl Godwine raadede til at sende ham 50 Skibe, men Leofric modsatte sig dette, tilhøre dog aabenbart det senere Aar.

  1. Det “gautske Skjold“ er her charakteristisk: det viser hvorledes Sven havde Hjelpetropper fra Gautland. Slaget ved Helgenes nævnes ej alene i Magnus den godes Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 34, Fagrskinna, Cap. 145, Knytlingasaga, Cap. 22, men ogsaa af Thjodrek (Cap. 5,) der alene nævner dette Slag — hvilket atter viser at det var Hovedslaget — og tilføjer, at Magnus derefter vandt Jylland, Fyn og Vendland. At Slaget foregik om Høsten og ved Nattetid, sees tydeligt af Arnor Jarlaskalds Vers, citeret i Magnus den godes Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 34, Fagrskinna, Cap. 145, hvor det blandt andet heder at Magnus begyndte Slaget ved „det indtrædende Tusmørke“, og at det varede den hele „Høstnat“. Thjodolf bevidner i Vers, der ligeledes anføres, hvorledes Svens Mænd faldt, at han selv maatte flygte fra sit ryddede Skib, og at Magnus tog alle hans Skibe. Til dette Slag sigter aabenbart ogsaa Florents af Worcester ved 1047, hvor han siger at Magnus, i Spidsen for en stor og vældig Flaade, holdt Slag med Sven, og efterat mange tusende Mænd vare faldne paa begge Sider, drev ham ud af Danmark, hvor han siden selv herskede, og tvang Danerne til at udrede en ikke ringe Afgift“. I Ágrip, hvor alt dette fortælles meget forvirret, gaar Helgenes — Slaget forud for Slaget med Venderne. Da Sven, heder det, hørte i England at Magnus var bleven Konge i Danmark, samlede han en Hær, mødte ham ved Helgenes, men blev slagen og flygtede til Vendland, hvor han atter udrustede en Hær og drog til Dan-