Moder var et fornemt engelsk Fruentimmer, kunde ogsaa denne Omstændighed havde ledet Magnus’s Valg, da det nemlig maatte ansees heldigt at den norske Underkonge i disse Egne havde mægtige Familieforbindelser i England. Magnus’s Flaade skal have bestaaet af 160 Skibe, af hvilke de 60 sandsynligviis vare udrustede af ham selv og Lendermændene, de øvrige derimod Ledingsskibe. Da man kan antage, at ethvert af hine, nu som ellers, havde en Besætning af mindst 120 Mand, og mange af dem langt flere, kan man med Sikkerhed regne, at denne, den egentlig faste og paalidelige Deel af Hæren, udgjorde henved 8000 Mand; den anden Deel, eller Ledingshæren, der kun i en kort Tid, halvanden Maaned, var forpligtet til at gjøre Tjeneste, og heller ikke kan have bestaaet af øvede Folk, udgjorde rimeligviis henimod 6000 Mand; man kan vel saaledes antage, at Magnus’s Styrke ved Udfarten fra Norge beløb sig til omkring 14000 Mand[1].
Magnus styrede først til Orknøerne (1098), hvor han landede, som det synes temmelig uventet, thi han tog strax Jarlerne Paal og Erlend til Fange, og sendte dem over til Norge. Erlend Jarls Sønner Magnus og Erling, saa vel sytti Haakon Paalssøn, beholdt han hos sig, aabenbart som Gisler. Sin Sott, den unge Sigurd, lod han blive tilbage paa Orknø-
- ↑ Ordrik l. c. angiver Magnus’s Flaade til 60 Skibe, den manske Krønike derimod til 160. Da vi nu ogsaa tidligere have seet, at de kongelige og Lens-Skibene tilsammen udgjorde et Antal mellem 60 og 90, og man maa antage at Ledingstropperne paa dette som paa alle tidligere lignende Tog ere dragne hjem efter den korte Tjenestetids Udløb, er det højst sandsynligt, at Ordrik kun har haft de Skibe for Øje, hvormed Magnus kom til Man og Irland efter at Ledingstiden var ude, og at derimod den manske Krønike, som desuden udtrykkeligt siger, at Magnus lod samle en Flaade paa 160 Skibe, angiver det samlede Antal af kongelige Lens- og Ledingsskibe. Vel var det fulde Antal af de Skibe der ved halv Almenning skulde præsteres 150, men da der udtrykkeligt omtales, at Folket tinder Magnus fandt sig haardt besværet ved Leding, er det højst rimeligt, at ikke alle 150 erhvervedes.
den ældste Søn, fød af en ringe Kvinde, Sigurd den anden, et Aar yngre, fød af en vis Thora, og Olaf den tredie, langt yngre, fød af Sigrid Saxedatter i Vik, synes det næsten som om Ordrik her maa have taget fejl, især da det endog er vanskeligt at forstaa hvorledes det kan vare gaaet til, at en fornem engelsk Dame omkring 1089, under Olafs fredelige Regjering, skulde kunne været bleven bragt fangen til Norge. Langt sandsynligere er det, at Ordrik har forvexlet Magnus Olafssøn med hans Farbroder Magnus Haraldssøn, og Sigurd med dennes Søn Haakon, saa vel som at hiin Turer Ingheriæ filius er Steigar-Thore, Isrids Søn, der fostrede Haakon, og muligt ja højst rimeligviis, ogsaa har staaet i et Slags Foster-Forhold til hans Fader Magnus, hos hvem han blev hjemme, da Harald og Olaf rejste til England.
