Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/537

Denne siden er korrekturlest
519
Anglesey erobret.

fordi han ej for Øjeblikket saa sig i Stand til at forfølge sin Sejr, eller og fordi han regnede Anglesey blandt de Øer, der med Rette tilhørte Norges Rige. Vist er det, at han tilegnede sig Herredømmet over Anglesey, og at Anglesey-Sund baade for og efter denne Tid nævnes som Norges Riges yderste Grændse mod Vesten[1]. Ligeledes see vi at Kongen i det mindste senere maa have gjort sig til af det heldige Skud, der fældte Hugo, da Skaldene Bjørn Krephendte og Thorkell Hamarskald, der digtede Draaper om ham, uden dog, som det synes, at have været med paa dette

    tydeligt, at han har misforstaaet et og andet, og at han i det hele taget meddeler Fortællingen paa en forvirret Maade, saa at man ej ubetinget kan stole paa alt hvad han siger, især naar dette ej angaar bestemte Fakta, men løse Udsagn og politiske Forhold. Saaledes er det allerede ovenfor viist, hvorledes han synes at modsige sig selv, naar han S. 58l lader Hugo af Shropshire fældes af Magnus, men siden efter (S. 768) kun omtaler „Magnus’s Krigshøvding“ eller en „norsk Barbar“ som hans Drabsmand. Denne Modsigelse kunde dog maaskee udjevnes saaledes, at man antager hans Mening at være den, at Magnus først har afsendt de ser Skibe, og siden selv har fulgt efter med flere. Denne Forklaring kunde faa meget mere lade sig høre, som Ordrik øjensynligt tænker sig en lang Tid hengaaet under Nordmændenes Fejde i Bretland. Thi først, heder det, gjorde Kystboerne Allarm ved Nordmændenes Ankomst, og Krigerne fra Mercia samlede sig; siden sendte begge Jarlerne Bud omkring i hele deres Distrikt (Mercia) og kaldte Franker og Angler sammen mod de Fremmede, saa at en stor Skare mødte ved Dagannoth, og forberedte Slaget; derpaa ventede Hugo af Shropshire i „mange Dage“ paa de Øvrige, og holdt Øje med Nordmændene, indtil han en Dag, da han saa disse „rase“ mod de Indsødte, ilede til, og blev rammet af en Piil. Men man seer tydeligt, saavel af de væliske Krøniker (Cador S. 121) som af den paalidelige Florents, at Magnus netop kom paa den Tid, da begge Jarler allerede befandt sig med deres Folk paa Anglesey: det er altsaa tydeligt, at ingen Indkaldelse af Krigere fra Mercia behøvedes, og at Ordrik har forvexlet den Udrustning, Jarlerne gjorde for at erobre Anglesey, med den øjeblikkelige Samling mod Magnus. Og at hine ser norske Skibe ej vare foreløbigt udsendte af Magnus, medens Jarlerne endnu udrustede sig, men at han selv anførte dem, og at Nordmændene i dette Aar kun een Gang viste sig ved Anglesey, sees udtrykkeligt saavel af Sagaerne som af Florents’s og Caradocs Beretning; ja Ordrik siger endog selv kort i Forvejen, at Magnus trængte frem „lige til Anglesey“, og hans senere Udsagn om at han tilstod Hugo af Chester Fred og Lejde, synes ogsaa at røbe hans personlige Nærværelse. Ordriks Paastand, at Magnus skulde have ført et fredeligt Sprog med Hensyn til England, bliver derfor højst mistænkelig,“ og kan neppe holde Skik lige over for Villjam af Malmsburys udtrykkelige Ord (IV. 329) at Magnus „haardnakket hjemsøgte England ved at angribe Anglesey“, og de ovenfor skildrede politiske Forhold, der maatte stille ham paa en fiendtlig Fod lige over for Kong Villjam, den mælkolmske Æts og de engelske Interessers Forsvarer i Skotland. Hertil kommer at det, som det strax nedenfor nærmere vil sees, altid bliver meest sandsynligt, at han havde den bestemte Hensigt at erobre Anglesey.

  1. Saavel vore Sagaer, som den manske Krønike sige udtrykkeligt, at Magnus underkastede sig Øen. Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre have her