Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/540

Denne siden er korrekturlest
522
Magnus Olafssøn (Barfod).

Jarlesønnen Magnus siden begav sig til Bretland og deels opholdt sig der, deels i England, indtil Kong Magnus’s Død, skulde man næsten formode at denne har gjort det til en af Betingelserne for Freden, at Eadgar ikke længer skulde beholde ham hos sig. Der er en sterk Formodning om, at der ved denne Lejlighed tillige har været underhandlet om en nærmere Besegling af Freden ved et Giftermaal mellem Magnus og Eadgars Syster Mathilde, ja at der maaskee endog har været indgaaet Fæstemaal imellem dem. Sagaerne have nemlig opbevaret tre Vers, digtede af Magnus, hvori han tilkjendegiver sin inderlige Kjærlighed til „Mathilde, den blonde Pige, der selv med Skjoldet forsvarer sit Land“, og tilkjendegiver sin Ængstelse for, at han aldrig skal faa hende at see. Sagaerne, som tilføje, at begge endog havde sendt hinanden Bud og Hilsener, kalder hende rigtignok „Kejserens Datter“, men da der ikke paa den Tid fandtes nogen Kejserdatter af Navnet Mathilde, lige saa lidt som Magnus synes at have haft nogen Anledning til at bejle til en tydsk Kejserdatter, medens han derimod kom i den nærmeste Berørelse med Skotland: maa man, — hvis det ellers har sin Rigtighed med Versene selv og Magnus’s Forfatterskab til dem, — virkelig antage, at den Sagabearbejder, der aller først kaldte hende Kejserens Datter, reent ud har taget Fejl, og at hun derimod var en Datter af den for fem Aar siden afdøde Kong Mælkolm. Ved at antage Freden beseglet med en saadan Trolovelse kunne vi maaskee bedst forklare den Tryg hed, hvormed Magnus synes at have efterladt sin Søn paa Orknøerne. At der ej blev noget af Giftermaalet, men at Mathilde i Aaret 1100 egtede Kong Henrik I af England, har maaskee alene sin Grund deri, at Eadgar, som tildeels var afhængig af Henrik, ej vovede at negte ham Systerens Haand, da han bejlede til hende, hvortil dog ogsaa kom at dette Giftermaal var langt fordeelagtigere for Skotland eller i det mindste for Kongehuset, end Forbindelsen med Magnus[1].

Fra denne Fredsslutning regner man Norges egentlige og varige Herredømme over Syderøerne, der nu vedvarede uafbrudt og for det meste

    indrette sit Leje paa Kongens Skib saaledes at det saa ud som om han laa der; og Kongen savnede ham derfor ej, førend han, forundret over at han sov længer end de øvrige, vilde lade ham vække. Han svømmede til Land barfodet og i de blotte Liinklæder; han saarede sin Fod saa sterkt, at han ej strax kunde gaa langt ind i Skoven, men maatte skjule sig oppe i et Træ; her, siges der, opdagede en Hund ham og begyndte at gjø, men han kastede en Stok ned paa den, hvorved den strax løb tilbage, med Halen mellem Benene, efterfulgt af de øvrige. Denne Fortælling, der alene kan hidrøre fra Jarlesønnen selv, er saa meget mere mistænkelig, som han siden blev en Helgen.

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 30, Snorre Cap. 18. Den her fremsatte Mening er ogsaa allerede udtalt af Suhm, Historie af Danmark V. 920 Denne Antagelse giver endnu en Forklaringsgrund mere for den oven-