alle de indre Øer og i hans Navn tage dem i Besiddelse, saavel de beboede, som de ubeboede. Rimeligviis have Indbyggerne ved denne, som ved alle lignende Lejligheder, maattet stille ham Gisler til Underpant paa deres Troskab. For ret at befæste sin Magt paa Øerne, og sandsynligviis ogsaa for at berede et nyt Tog mod Irland, besluttede Magnus at overvintre i Syderøerne, eller rettere paa Man[1], hvilken af vore Forfædre stedse regnedes til Syderøernes Gruppe i vidtløftig Forstand. Da han forkyndte sine Mænd denne Beslutning, og kun tillod nogle faa at rejse hjem, for hvem dette var paatrængende nødvendigt, opstod der en stor Misfornøjelse blandt de øvrige, som nu just begyndte at føle Hjemvee og knurre over deres lange Fraværelse fra Hjemmet. Magnus talte herom med sine Raadgivere, idet han tillige saa til dem, der vare saarede i Slaget ved Anglesey. Blandt disse var Kale Sæbjørnssøn, hvis Saar, skjønt de i Førstningen ikke syntes saa betydelige, dog bleve mere og mere ondartede og ej vilde gro. Da Kongen raadførte sig med ham om den Misfornøjelse, der herskede i Hæren, spurgte Kale, om det ikke nu viste sig at hans Venner svigtede. Da Kongen sagde at han neppe kunde tro noget saadant, bad Kale ham holde et Vaabenskue, for selv at overbevise sig derom. Kongen gjorde saa, og savnede da virkelig mange Mænd. Da han beklagede sig derover for Kale, kvad denne et Halvvers, hvori han halv spottende omtalte den daarlige Løn, Kongen fik for alle de herlige Gaver, han med rund Haand havde uddeelt til sine fornemme Høvdinger, siden disse ej holdt ud, naar det gjaldt. Magnus udfyldte Verset, idet han klagede over, at han til liden Nytte havde anvendt sine Gaver, og at hans Skibe ej vare bemandede som de burde. Men siden efter lod han passe paa, at ikke flere Folk forlode ham[2].
Flere af vore Sagaer fortælle, at Magnus under dette sit Ophold i Suderøerne eller rettere paa Man fik et Giftermaal bragt istand mellem sin Søn Sigurd, som da kun var 9 Aar gammel, og den irske Konge Muirkertachs femaarige Datter Biadmuin (Biadmynia), hvilket altsaa tillige antyder, at der skulde være sluttet et nyt Forlig mellem Magnus og Muirker-
- ↑ Den Manske Krønike, der her aldeles ikke omtaler Magnus’s Besøg i Skotland, men for Resten maa staa meest til Troende, lader Magnus begive sig lige fra Wales til Man.
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 24. Orkneyinga Saga S. 114. At de Krigere, hvorom der her er Tale, ej vare Ledingsfolkene, hvilke vistnok alle forlængst vare dragne hjem, men Lenstropperne og Lendermændene selv, sees tydeligt nok deraf, at „de mægtige Høvdinger“ udtrykkeligt nævnes. Morkinskinna anfører disse Vers ved Magnus-’s sidste Tog til Irland, men aabenbart med Urette.
