til at være tilfreds; thi han havde vundet mange store Landskaber, og befæstet sit Herredømme over dem. Flere af disse bare vistnok allerede forhen Navn af norske Skatlande, men dette Navn var ogsaa næsten det hele; det var først Magnus, som forandrede den titulære Afhængighed til en virkelig. Finde vi end at hans nærmeste Efterfølgere ikke udøvede fuldt saa umiddelbar Magt over hine Skatlande som han, saa er det dog aabenbart, at deres statsretlige Forbindelse med Norge nu var en ganske anden, langt engere, og langt nøjere bestemt, end forhen. Efter Magnus’s Tid fremstod ingen saa overmægtig og i Virkeligheden uafhængig Jarl, som Thorfinn, paa Orknøerne, og selv hos Syderøernes Underkonger synes Tanken om at gjøre sig uafhængige af Norge sjelden eller aldrig at have opstaaet, hvor egenmægtigt de for Resten kunde opføre sig.
Det er ellers et Spørgsmaal, om Besiddelsen af disse Landskaber virkelig var saa nyttig for Riget, at dette derved kunde siges at have faaet Fyldest for de Anstrengelser, som det kostede at erhverve og forsvare dem. Dette Spørgsmaal kan strax besvares bekræftende for Vikingetidens Vedkommende, thi Besiddelsen af Orknøerne og Hjaltland, tildeels ogsaa af Syderøerne, var da aldeles nødvendig for Norge, for at de ej skulde blive et stadigt Tilhold for Vikinger, som ellers vilde sætte sig fast der og idelig forurolige Riget. Efter Vikingetidens Ophør kunde man derimod med Føje sige, at den egentlig paatrængende Nødvendighed af at vedligeholde Afhængighedsforholdet, end sige med Opofrelser at knytte det fastere, ikke længer var forhaanden. Men eet er den virkelige Nytte, disse Besiddelser medførte, et andet den Vegt, som Fyrster og Folk i hine Tider lagde paa at besidde dem. Og her maa man altid have for Øje, at den visselig falske Anskuelse, der endnu i vore Dage saa hyppigt gjør sig gjeldende, at enhver Territorial-Udvidelse er et absolut Gode for et Land, i hiin Tid var saa forherskende, at der neppe engang gaves nogen, hvem det faldt ind at nære Tvivl om dens Rigtighed; og der var da ogsaa for saa vidt mere, der talte for den, som den fuldkomne Sammenblanding af Statens og Kongens Indtægter lod enhver saadan Forøgelse i Gebeet, der tillige medførte Forøgelse i det indkommende Skattebeløb, vise sig som en bestemt og blivende Vinding for Kongen, medens paa den anden Side Krigen selv, saaledes som den i hine Tider førtes, forholdsviis var lidet bekoste-
Ankomst i 1098. Paa denne Maade opklares nu det Hele: i 1098 har Magnus ladet Sigurd blive tilbage paa Orknø, alene fordi han ej vilde tage Drengen med paa det farlige Tog, men ikke for at gjøre ham til Statholder; ved Afrejsen i 1099 har han udnævnt ham til Høvding eller Statholder, og endelig, ved Brylluppet 1102, der synes at have staaet paa Man, har han udnævnt ham til Konge.
