lig, eller i alle Fald ikke medførte synderligt forøgede Bekostninger for Kongen selv. Hertil kom nu og den Forestilling, hos Kongen saa vel som hos Folket, at hvad der engang havde tilhørt Riget, ej skulde gaa fra det, og at navnlig ethvert af Nordmænd bebygget eller befolket Landskab ogsaa stedse burde adlyde Norges Konge. Disse og lignende Betragtninger var det i hine Tider, som bragte Norges Konger og Folk til at sætte saa megen Priis paa Besiddelsen af Skatlandene i Vesten. De lededes overhoved her, som i saa meget andet, mere af dunkle Instinkter og nedarvede Sædvaner, end af nogen klar Overbeviisning om den egentlige og virkelige Fordeel. Denne bestod deri, at Nationen derved bragtes i en hyppigere og engere Forbindelse med de britiske Øer, end den ellers vilde være kommen, og at den ved saaledes endnu mere end hidtil at drages over i den anglo-nordmanniske Kulturgangs Omraade, i lang Tid undgik den for Nationaliteten og Selvstændigheden skadelige Paavirkning af tydsk Kultur og Politik, som rammede de to andre Riger, især Danmark[1]. Hertil kom, at Besiddelserne i og for sig maatte være en god Støtte for Norges Handel i hine Egne, og bidrage til at gjøre Norges og Nordmændenes Navn æret og anseet, medens Nødvendigheden af at holde et vaagent Øje med deres Forsvar maatte holde Foretagelsesaanden vedlige, og stedse frembyde Lejlighed til at erhverve den Krigserfaring, som i hine Tider ikke af nogen fri Borger kunde undværes.
Under det lange Ophold i Vesten, fornemmelig i Man og paa Syderøerne, antoge saavel Magnus som mange af hans Mænd den der brugelige Dragt, og som endnu indtil det forrige Aarhundrede har været de skotske Gaelers Nationaldragt, nemlig korte Kjortler og Kapper, uden Beenklæder. Det maatte være heel paafaldende for Mængden, at see Kongen med sit Følge gaa med nøgne Been, og man gav ham derfor det Tilnavn, hvormed han sædvanligviis benævnes, „Barfod“ eller rettere „barføddet“ (berfœttr), „Barbeen“ (berbeinn) eller „Barlæg“ (berleggr)[2]. Den danske Forfatter Saxo angiver vistnok, som vi.ovenfor have seet, en anden Oprindelse for dette Tilnavn, men Sagaernes. Udsagn maa her antages at grunde sig paa de meest authentiske Kilder, ligesom det ogsaa i og for sig medfører størst Sandsynlighed.
- ↑ Det er en merkelig og betydningsfuld Omstændighed, at saa godt som fra det Øjeblik, Norge mistede Syderøerne (1266), begyndte den tydsk-hanseatiske Indflydelse, den nationale Skibsfarts Forfald, og Landets Inddragning i Fastlandets politiske Forhold.
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 32. Snorre Cap. 18. Formen Berfœttr er den hyppigste. Berleggr forekommer i Ágrip Cap. 39.
