Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/550

Denne siden er korrekturlest
532
Magnus Olafssøn (Barfod).

Sejren ved Foxerne aabnede Magnus Vejen ind i det egentlige Vestergautland, hvor han nu drog omkring med Hærskjold og underkastede sig, som Gift Illugessøn, der selv var med paa dette Tog, bevidner, hele femten Hereder[1]. Dette er nu vel en Overdrivelse, da hele det nuværende Venersborg Len ikke indeholder flere end 15 Hereder[2]; men at Magnus dog har underlagt sig, eller i det mindste gjennemilet en betydelig Strækning, er aabenbart. Da Vintren nærmede sig, saa at han maatte tænke paa Tilbagetoget, havde han naaet Væneren, i Nærheden af Kvaldens-, nu Kollans-Ø, mellem Kinneviken og Dalbosøen. Paa denne Ø lod han frie Mænd i Hast opføre et Birke (Skandse) af Torv og Tommer, med en Grav udenom, og efterlod en Besætning af 360 udsøgte Krigere, vel forsynede med Proviant og alle andre Fornødenheder for Vintren, under Sigurd Ullstrengs og Finn Skoftessøns Befaling. Selv vendte han tilbage til Viken, med den Beslutning, næste Vaar at komme igjen med en sterkere Hær, og fortsætte sit Erobringstog. Nordmændene paa Kvaldensø fik snart høre, at Kong Inge samlede en Hær for at angribe dem, men da det tog nogen Tid hermed, og de desuden stolede paa at Virket var uindtageligt, spottede de kun derover og kvad haanende Viser om „den tykke Inge, der aldrig gjorde Alvor af at komme“[3]. Men Inge oppebiede viselig Tiden, da Isen tillagde Søerne, og saaledes gjorde Kvaldensøen tilgængelig fra Landsiden. Da viste han sig hiinsides Sundet med en Hær af mere end 3500 Mand[4] og tilbød Nordmændene fri Afmarsch med alt deres Bytte og uhindret Tilbagetog til Norge, naar de strax med det Gode vilde overgive Virket i hans Vold. Men Sigurd Ullstreng svarede hans Sendebud, mere kjekt end klogt, at Kong Inge nok skulde faa andet at bestille, end at vise dem bort som en Hjord af Hage, og at han først maatte komme nærmere. Da Sendebudene bragte Kongen dette Svar, red han strax med sin hele Hær ud paa Øen. Her opfordrede han Nordmændene atter til at overgive Virker, paa de samme Vilkaar som for, dog saaledes at de nu skulde give Slip paa Byttet. De vægrede sig fremdeles, og nu gav han Befaling til Angreb. Efter at man en Tidlang havde skudt paa hinanden fra begge Sider, lod

    eller at Gereven lod Versene oversætte for sig. I dette sidste Tilfælde fremtraadte Ironien endnu mindre tydeligt. Merkeligt er det, at Giffard her kalder Islændingen en Nordmand.

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 20.
  2. Se Tunelds Geographi IV. S. 77. Maaskee Magnus kan have bemægtiget sig de 11 vestligste af disse tilligemed de 4 Hereder af Vestergøtland der nu høre til Gøteborgs Len.
  3. I Oldsproget: „allergi dvelr Ingi ofanreið, inn þjöbreiði“; hvilket danner to Verslinjer eller en Fjerding af et drottkvædt Vers.
  4. Der staar nemlig: henved 30 Hundreder; altsaa nær ved 3600.