Kongen Graven, der omgav Virket, fylde med Kammer og Torv; derpaa lod han Ankere surre fast paa lange Bjelker, og ved Hjelp af disse hefte fast øverst i Tømmervæggene, hvis Stokke man ved at hale i Bjelkerne fik fra hinanden; tillige blev der gjort store Baal, og gloende Bet-inde kastede ind paa Nordmændene. Da saa disse sig nødte til at hede om Grid, hvilken Inge ogsaa tilstod dem, men, da de saa haanligt havde forkastet hans forrige gode Tilbud, paa saare ydmygende Betingelser. De maatte forlade Virket uden Vaaben og Kapper, og ved Udgangen fik hver et Stokkeslag. Alle de Markemænd eller Grændseboere, som nødtvungne havde hyldet Magnus, gave sig nu igjen under Sviakongen.
De overvundne Nordmænd begave sig lige til Magnus, der synes at have overvintret i Oslo, og fortalte ham, hvilken Beskæmmelse de havde lidt. Der behøvedes langt mindre end dette for at saare hans Ærgjerrighed, og saa snart Isen gik op den næste Vaar (1101), var han strax paa Ferde for at skaffe sig Hevn. Han styrede med en Flaade øster til Elven, og sejlede op ad den østlige Arm, idet han idelig gjorde Landgang og herjede paa den svenske Side. Dette skede ogsaa, da han var kommen til Foxerne, hvor han Aaret forud havde overvundet Kong Inge. Men han fjernede sig alt for langt fra Skibene. Da hans Skare var kommen over en Aa[1], hvor Vejen gik, viste pludselig en heel Hær af Gauter sig; Nordmændene bleve overmandede, mange faldt, og de øvrige, hvoriblandt Kongen, maatte redde sig ved Flugten. Gauterne fulgte dem i Hælene, og dræbte Enhver, som de indhentede. Kongen selv kom i den største Fare, da han har let kjendelig ved sin Højde, sit lange, silkeblege Haar, der hang i Lokker ned paa hans Skuldre, og en rød Vaabenkjortel som han havde over Brynjen. Agmund Skoftessøn, der red ved hans Side, og ligeledes var en høj og smuk Mand, bad Kongen om Kjortlen. „Hvad vil du med den“, spurgte Kongen. „Jeg vil kun have den“, sagde Agmund; „du har givet mig større Gaver før“. Da gav Kongen ham Kjortlen, som Agmund strax kastede over sig. Dette skede just paa et Sted, hvor en Deel Krat og nogle Smaabakker for et Øjeblik hindrede de forfølgende Gauter fra at see dem. Da de igjen kom frem paa aaben Mark, skilte Agmund sig med sin Flok fra den øvrige Skare, og tog en anden Vej; men Gauterne, som nu toge ham for Kongen, stimlede alle efter ham, uden at ændse Magnus, som saaledes uden Hinder naaede Skibene. Heldigviis lykkedes dette ogsaa den ædle Agmund, der saa heltemodigt opofrede sig
- ↑ Hos Snorre staar, at de faldt i Nærheden af en Fos. Denne Fos kunde maaskee være Fossen ved Lilla-Edet, eller maaskee endog være at søge ved Fors Kirke, der ligger ved en Side-Elv, ½ Miils Vej oppe, hvis „fors einn„ ej er urigtigt læst i Stedet for “Foxerni“.
