Denne siden er korrekturlest
536
Magnus Olafssøn (Barfod).
Da Freden saaledes var sluttet, vendte de tilbage, hver til sit. Siden efter sendte stum Inge sin Datter fra Sverige med et prægtigt Følge, og Magnus holdt Bryllup med hende. Da dette Giftermaal beseglede Freden, gav man hende Tilnavnet „Fredkolla“[1]. Uheldigviis blev dog Egteskabet barnløst, saa at de Besiddelser, Magnus fik med hende, efter hans Død igjen adskiltes fra Norge[2].
- ↑ D. e. Freds-Pige; Kolle eller Kulle bruges endnu ofte baade i Sverige og i det østlige Norge, ved lignende Sammensætninger, som f. Ex. Dalkulle (Pige fra Dalarne), Sæterkulle (Sæterpige).
- ↑ „Morkinskinna, fol. 23. b. 24. a. Fagrskinna, Cap.235—238. Hrokkinskinna og Hryggjarstykke, Magnus Barfods Saga Cap. 26—32. Snorre Cap. 13—18. Ágrip Cap. 42. Thjodrek Cap. 21. Tidsfølgen e disse Begivenheder angives i Morkinskinna og Fagrskinna anderledes end i Hryggjarstykke, Hrokkinskinna og hos Snorre. Disse sidste ordne Begivenhederne saaledes: Høst (1099?): Toget til Gautland, Erobring af 15 Hereder, Opførelse af Virket paa Kvaldensø. Vinter (1099—1100?): Indtagelsen af Virket. Vaar (1100?): Magnus’s Søtog opad Elven til Farerne, hans Nederlag her, og Redning ved Agmund Skoftessøn; Giffards Ankomst. Sommer eller Høst (1100?): Magnus’s andet Tog, og hans Sejr over Inge; Sommeren derefter (1101?): Fredsslutningen. Morkinskinna har derimod: Vinter (1099): Magnus’s Ophold i Viken og Giffards Ankomst; det følgende Aar (1100): Magnus’s Tog til de omtvistede Hereder, Sejren ved Farerne over Inge, Erobring af 15 Hereder i Gautland og Anlægget af Virket. Vinter (1100—1101): Virkets Indtagelse; strax derpaa, rimeligviis om Vaaren, Magnus’s andet Tog til Foxerne; dog tales der ej om hans Nederlag eller om Agmund; derefter, som det synes i samme Aar, Fredsslutningen. Denne Beretning sætter saaledes begge Hovedfelttog i en modsat Orden af den andens„ Vi have ovenfor fulgt den sidste, fordi den aabenbart er den rette. Det er ikke sandsynligt, at Magnus begyndte Felttoget allerede i 1099, saa kort efter sin Hjemkomst fra det store Vesterhavstog; derimod er det langt rimeligere, som Morkinskinna siger, at han først lod Vintren gaa hen. Det er langt rimeligere, at Magnus først vendte sig mod de omtvistede Hereder, og ikke gjorde noget Erobringstog længer hiinsides Elven ind i det egentlige Gautland, førend han havde sikret sig ved at overvinde Inge, end at han strax skulde have angrebet Gautland, eller endog kun formaaet at trænge saa langt frem, som til Kvaldensø. Ligeledes er det langt rimeligere, at Magnus efter sit Uheld ved Kvaldensø og Foxerne har været stemt til Fred, end at han skulde have lyttet til Fredsforslag efter en vunden Sejr. Ogsaa Thjodrek siger, at han paa sit første Felttog gjorde liden Fremgang, men paa det andet blev slagen, og alene frelst ved Agmund Skoftessøn. Det er derhos mistænkeligt, at medens Morkinskinna, ved anden Gang at omtale Foxerne, udtrykkeligt tilføjer „der hvor Kongerne før havde stødt sammen“, har den anden Beretning intet saadant Tillæg, men siger derimod endog „paa det Sted som heder Foxerne“, aldeles som om det ikke forhen havde varet omtalt. Dette vakker unegtelig en Forestilling om, at denne Beretning har sat det fortie Felttog sidst. At Fredsslutningen, der ej kunde finde Sted tidligere end i 1101, maa henføres til dette Aar og ej til lune, skjønnes deraf, at der ellers ikke bliver nogen Tid mellem Freds-
