Magnus behøvede dog neppe nogen glimrende Beskrivelse over Irlands Herligheder for at faa Lyst til at erobre Øen: dertil kjendte han og Nordmændene den allerede ser godt. Men det var, som man tydeligt kan see, hans Plan at underkaste sig alle de Lande i Vesterhavet, som Nordmændene i sin Tid havde besat og hvor der endnu fandtes norske Kolonier; derfor maatte Raden omsider ogsaa komme til Irland, om han end ikke havde haft særskilt Grund til at hevne sig paa den irske Konge. Muirkertach havde imidlertid bekriget sin Fiende Donald O’Lochlan med afvexlende Held. Prælaten Donald, St. Patriks Efterfølger, søgte vel at megle Fred imellem dem, men det lykkedes kun for en kort Tid. Kong Donald O’Lochlan udvidede sin Magt ved at underkaste sig Ulster og tage en Søn af Kongen til Fange (1100); samme Aar gjorde Muirkertach, understøttet af de dublinske Nordmænds Flaade[1], et Tog mod Donalds Lande, men maatte vende tilbage med uforrettet Sag, og Flaaden blev dreven tilbage med stort Tab. Aaret efter var Muirkertach heldigere, da det lykkedes ham at erobre Donalds Kongeborg Ailich, og forstyrre den til Hevn for hans egen Kongeborg Kinkoras Ødelæggelse ved Donald, tretten Aar tidligere[2], samt derpaa at tvinge de af Donald nys undertvungne Indbyggere af Ulster til at stille ham Gisler. Han gjorde siden et hurtigt Rundtog gjennem hele Irland, hvis Indbyggere overalt synes at have faldet ham til Fode[3]. Men Donald tabte ikke derved Modet; han befriede den fangne ulsterske Kongesøn, sluttede, ved Prælaten Donalds Mellemkomst, Forbund med ham, og optraadte atter som Muirkertachs farlige Fiende. Dette har maaskee bidraget til at gjøre denne, skjønt saa kort Tid efter sin store Sejr, føjeligere til at efterkomme Magnus’s Fordringer. Imidlertid søgte han ogsaa at styrke sig ved mægtige Forbindelser udenfor Irland. Sin Datter Lafracot, sandsynligviis den samme, som tidligere havde været bortfæstet til Kong Magnus, gav han den oven omtalte Arnulf af Montgomery eller Pembroke, Broder af den for Magnus’s Haand faldne Hugo af Shropshire, til Egte[4]. Kort Tid i Forvejen havde Villjam Erobrerens yngste Søn, Henrik den 1ste, efter Broderen, Villjam den 2dens, pludselige
- ↑ Der staar i de fire Mestres Annaler „de Fremmedes (Gall) store Flaade“; Ulster-Annalerne have: .„Flaaden fra Dublin“.
- ↑ Se ovenfor S. 478.
- ↑ De fire Mestres Annaler, ved 1101.
- ↑ Ordrik S. 808.
ene sigtes til Forberedelserne til hans Tog og Rygtet om hans Ankomst, der siden efter i de 4 Mestres Annaler udtrykkelig omtales ved 1102, medens de ulsterske Annaler i dette Aar lade ham komme til Man, ej til Irland.
