Sagaerne melde derfor ogsaa, at Muirkertach, efter at Ulster-Toget var tilendebragt, vendte tilbage til Kinkora, medens Magnus gjorde sig færdig til at drage hjem til Norge. At det dog ingenlunde var hans Hensigt at opgive det Fodfæste, han havde faaet paa Øen, men at han derimod rimeligviis allerede til næste Aar agtede at komme tilbage med endnu større Styrke, for at forsøge sin Lykke paa ny og fuldende, hvad han havde begyndt, skjønnes deraf, at han efterlod Besætning i Dublin, hvor han ogsaa lod de Gisler, Muirkertach havde stillet ham, blive i Forvaring.
Forbindelsen med Magnus havde alene bragt Muirkertach Skade, ingen Fordeel. Ser eneste, der for ham nogenledes kunde opveje Afstaaelsen af Dublin, og den Ubehagelighed at see Magnus og hans Nordmænd sætte sig fast her, maatte have været en fuldkommen Tilintetgjørelse af Donald O’Lochlans Magt ved Magnus’s Hjelp. Men i dets Sted var Donalds Magt usvækket, og hans egen havde derimod paa Cobha-Sletten lidt et Afbræk, som han neppe nogensinde forbandt, medens Dublin dog ej ophørte at være i Nordmændenes Vold, men meget mere skulde tjene dem som Udgangspunkt for fremtidige Erobringstog. Under disse Omstændigheder kan man ej forundre sig over, om Muirkertach og Irerne søgte ved hvilket som helst Middel at skaffe sig Nordmændene af Halsen, og saa tilstrækkeligt at ødelægge dem, at man for Eftertiden ej havde noget Angreb af dem at befrygte. Derfor bliver Ordriks Udsagn, at Irerne søgte at svige Magnus, meget sandsynligt, medens vi dog fremdeles maa gjentage, at vore egne Sagaer ikke tale om noget Forræderi; saa at Muirkertach, om han virkelig havde noget saadant fore, i alle Fald maa have lagt sine Planer yderst fiint, uden at Nordmændene havde mindste Anelse derom. Magnus, fortælles der i vore Sagaer, havde aftalt med Muirkertach, maaskee under dennes Ophold i Dalaraide nær Kysten, at han skulde sende ham en Deel Slagte-Kvæg til Proviant paa Rejsen. Han laa med sin hele Flaade sejlfærdig og ventede ved Kysten af Ulster, for, saa snart han havde modtaget Kvæget, at sejle over til Øerne. Men det udeblev Dag efter Dag, og da det varede ham alt for længe, sendte han en Deel af sine Mænd op i Landet, for at paaskynde Afsendelsen, paalæggende dem at komme tilbage i det seneste Dagen for Bartholomæusmessen (24de August). Messeaftenen (23de August) kom, men man saa endnu ikke noget til dem. Kongen blev utaalmodig, og tidligt den følgende Morgen, ved Solens Opgang, gik han op i Landet med den største Deel af sine Folk, for at see, hvor der var blevet af dem og det lovede Kvæg[1]. Det var stille Vejr
- ↑ I Udgaven af Magnus Barfods Saga i Fornm. Sögur Cap. 35 staar her, aabenbart fejlagtigt, „mánadags aftanin“ og „sjálfan mánadaginn“ i Stedet for, „messudags aftaninn og „sjalfan messudaginn“, som Udg. af Snorre
