hvo der ejede dem. Thorstein kom til i det samme, og tilbød nu ligeledes ham at modtage dem som Gave. Eindride, der ej vidste at hans Fader allerede havde afslaaet Foræringen, tog med Glæde og Tak derimod. Men da han kom hjem til sin Fader og fortalte ham det, blev denne heel ilde tilmode, og sagde at han vilde givet meget til, at Eindride ej havde modtaget Hestene. Eindride var imidlertid af en anden Mening, og sagde at Thorstein var en Mand, hvis Venskab man maatte sætte Priis paa. „Da kjender du ikke ret min Fostersøn Kong Magnus’s Heftighed, hvis du tror det er en let Sag at faa Thorstein forligt med ham“, sagde Einar, „men du kan jo prøve“. Eindride indbød nu Thorstein til at følge med ham hjem til Gimse og tilbringe Vintren der. Thorstein modtog Indbydelsen, nød den venligste Behandling, og havde sin daglige Plads ved Endrides Side. Einar selv gav sig ikke synderligt af med ham: han sagde at det fik blive Eindrides egen Sag at forlige ham med Kongen, men at han da ogsaa maatte gjøre et klækkeligt Tilbud.
Imidlertid kom ogsaa Kongen til Throndhjem. Han fik snart høre, at Thorstein havde fundet et Tilflugtssted paa Gimse, og man merkede at han ej var tilfreds dermed. Der fattedes heller ikke paa dem, som søgte at stille Einars og Eindrides Fremferd i det verste Lys, men Kongen svarede kun lidet paa deres Ord. Det var en aftalt Skik, at Einar og Eindride skulde drikke Julegilde hos Kongen. Da Julen kom, sagde Eindride at han ogsaa denne Gang vilde være med. Einar fraraadte ham det, og sagde at han gjorde bedre i at blive hjemme, men Eindride lod sig ej afsnakke, og drog afsted, selv tolfte; endog Thorstein var med i hans Følge. De kom om Aftenen til en Gaard, hvor de overnattede. Tidligt den følgende Morgen gik Thorstein tid, og fik Øje paa Einar, der med en heel Deel Folk kom ridende til Gaarden. Einar sagde: „det er dog alt for galt, at du vover at drage til Kongen med Thorstein; rejs du heller hjem igjen til Gimse, saa skal jeg tale med Kongen, og endda maa jeg opbyde alt hvad jeg kan, for at faa ham til at antage Forlig. Jeg kjender baade dig og Kongen alt for godt, til ej at vide, at du ved din uoverlagte Tale vil bringe ham til den yderste Vrede“. Eindride maatte finde sig i at vende tilbage med Thorstein, men Einar rejste ud til Byen. Her tog Kongen venligt imod ham, gav ham Plads ved sin Side, og talte mangt og meget med ham. Den fjerde Dag Juul bragte Einar endelig Thorsteins Sag paa Bane, og ytrede sit Ønske at et Forlig kunde komme istand. Thorstein, sagde han, var en Hædersmand, og selv vilde han intet spare af hvad der stod i hans Magt, for at skaffe ham Livsgrid og Landsvist. Kongen svarede: „lad os ikke tale om dette, thi jeg vil saa nødig gjøre dig vred“. Einar lod Sagen for det første fare, og begyndte at tale om noget andet; da var Kongen lige saa venlig som før
