Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/573

Denne siden er korrekturlest
555
Kongens Fald.

satte ind paa ham med fordoblet Iver, saa at end flere af hans Mænd dræbtes, kaldte han paa den oplandske Lendermand Thorgrim Skinnhuva, og befalede ham, med sin Skare, der bestod af øvede Bueskytter, at søge at komme over Sumpen og besætte en liden Højde, for derfra at skyde paa Irerne, og saaledes beskjeftige dem, medens Kongen og den øvrige Deel af Hæren fulgte efter. Thorgrim og Oplændingerne gjorde som Kongen bød, men aldrig saa snart vare de komne over, førend de alle kastede Skjoldene paa Ryggen og løb afsted ad Skibene til, saa hurtigt de kunde. Magnus raabte efter ham: „uklogt handlede jeg den Dag, da jeg gjorde Sigurd Hund[1] utlæg, men endnu dummere var jeg, da jeg gjorde dig til Lendermand, som nu saa skjendigt forlader mig: saaledes havde Sigurd ej baaret sig ad, hvis han havde været her“. Imidlertid flygtede dog nu flere og flere, især de, der stode længst borte, og vare komne over Sumpen. Kun Magnus selv og nogle faa Tapre med ham blev staaende. Støttet med Ryggen mod et Træ, stod han under Merket, let kjendelig blandt alle sine Mænd, saa vel ved sin Højde som ved sine Vaaben og sin Klædedragt; han havde en forgyldt Hjelm, et rødt Skjold, hvori en gylden Love, over Brynjen en rød Silkekjole, hvori en Løve var udsyet med guul Silke saa vel fortil som bagtil[2] en Kesje (let Spyd) i Haanden, og ved Siden et meget skarpt Sverd, der kaldtes Leggbit, med Hvalrostands Knap og guldomvundet Haandtag. Alle vare enige om, at man ikke havde seet nogen bevæbnet Mand med saa krigersk Holdning, eller nogen mere majestætisk Høvding. Eyvind Alboge var klædt næsten paa samme Maade, og derfor vel ogsaa des mere udsat for Fiendens Vaaben. En Tidlang lod det til, at den lille Skares Heltekamp vilde krones med Held, thi de hug, som Sagaen fortæller, Irerne ned som Bofæ. Men for hver Irer, som blev dræbt, kom der to i Stedet ovenfra Landet. Da det begyndte at tyndes om Merket, fik Kongen et Skik af en Kesje gjennem begge Laar ovenfor Knæet. Han brød strax Skaftet af mellem Benene, idet han raabte: „saaledes bryde vi Sperrelegge[3], mine Gutter; lad

  1. Dette maa have været en ældre Broder af Vidkunn Jonssøn, se ovenfor S. 178, men Anledningen til hans Forjagelse kjendes ej.
  2. I denne Prydelse for Magnus’s Skjold og Vaabenkjortel, saa vel som de anvendte Faner, har man troet at see den første Antydning til Norges Rigsvaaben. Slige Kjoler eller Kapper med Løver paa synes ellers i hine Tider at have været temmelig almindelige, især i Norge, da det om den oftere omtalte Biskop Sigurd fra Glastonbury (se ovenfor S. 193, 194) heder i det glastonburyske Nekrologium ved hans Dødsdag, 5te April, at han havde sendt Klostret 4 Kapper, to „med Løver“, og to gule.
  3. Sperrelegge kaldtes Benet i Smal-Leggen paa Faarenes Bagbeen; ved et eneste Slag at knuse slige Been var en almindelig Styrkeprøve, og skal endnu være brugeligt paa Island.