Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/577

Denne siden er korrekturlest
559
Magnus’s Børn.

Ved den nordre Dør af Mariekirken i Nidaros var der i Stenen indgravet tre Kors, som betegnede hvor højt enhver af dem kunde naa at kysse. Det øverste var Haralds og det laveste Magnus’s; Olaf Kyrres var midt imellem begge[1]. Ogsaa den anglo-nordmanniske Forfatter Ordrik vidner om Magnus, at han var sterk og smuk, kjek, gavmild, behændig, redelig og ærlig[2].

Magnus havde, som ovenfor nævnt, været forlovet, eller som Ordrik vil vide, endog gift med Muirkertachs Datter Lafracot, hvilken Forbindelse dog ej var af Varighed; han havde ligeledes, som man maa formode, været forlovet med Kong Mælkolms Datter Mathilde, og egtede endelig, Aaret før sit sidste Tog til Irland, Margrete af Sverige, med hvilken han dog ikke havde Børn. Derimod efterlod han flere Børn, som han havde haft med andre Kvinder udenfor Egteskab. De to ældste Sønner, Eystein og Sigurd, havde han allerede faaet før sin Faders Død; Eystein var nemlig fød 1088 eller 1089, og Sigurd 1089 eller 1090, hiin af en Kvinde af ringe Stand, hvis Navn ej anføres, denne af en Kvinde, ved Navn Thora. Den tredie Søn, Olaf, var fød henved 1100; hans Moder var Sigrid, en Datter af den ovenfor omtalte anseede Thrønder, Saxe i Vik[3]. Foruden disse, fremstode længe efter hans Død to andre, der ligeledes paastode at være hans Sønner, nemlig Gilchrist, eller, som han siden kaldtes Harald Gille, der kom fra Irland, og maaskee kan have været Frugten af den Kjærlighedsforstaaelse i Dublin, som Magnus synes at antyde i sit sidste Vers, og Sigurd, siden kaldet Slembidjaakn, hvis Moder Thora var en Syster af Olafs Moder, og Datter af Saxe i Vik; hans Herkomst blev almindeligviis betvivlet, og hans Optræden som Magnus’s Søn bragte ham omsider Døden, medens Gilchrist derimod var heldigere, da han opnaaede at blive Konge. Magnus havde to Døtre, Ragnhild og Thora. Den første blev siden gift med Harald Kesja, en Søn af Danekongen Erik Ejegod; den sidste blev gift med den islandske Prest Loft, en Søn af den mægtige, lærde og af Litteraturen saa højt fortjente Sæmund Sigfussøn den frode, om hvilken

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 32, Snorre Cap. 18; Fagrskinna Cap. 221.
  2. Ordrik, S. 767. Hans Ord lyde saaledes: Rex Magnus erat corpore, fortis et formosus, audax et largus, agilis et probus, et multà honestate conspicuus.
  3. Magnus Barfods Saga Cap. 32, Snorre Cap. 18; Morkinskinna fol. 27 b. Fagrskinna Cap. 241. Det er allerede ovenfor (S. 512) omtalt, hvorledes Ordrik (S. 767) vistnok med Urette, siger at Eystein og Olaf vare fødde i lovligt Egteskab, men at Sigurds Moder var en fangen engelsk Dame af høj Stand, og at han opfostredes af Thore „Ingheriæ filius“.