Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/583

Denne siden er korrekturlest
565
Væringernes Anseelse i Constantinopel.

flere Antydninger. Blandt andet beder det i den Beskrivelse over Legene paa Hippodromen i Constantinopel, som vore Sagaer meddele, hvor de omtale Kong Sigurds Besøg, og som ej kan grunde sig paa andet end paa hjemkomne Væringers egne Fortællinger, „at der paa Banen fandtes Billeder af Æser, Vølsunger og Gjukunger, støbte af Kobber og Malm saa kunstigt, at de saa ud som om de vare levende, og deeltoge i Legen“[1]; disse Billeder vare de Statuer af de gamle græske Guder og Heroer, der, som bekjendt, stode opstillede langs den saakaldte Spina, men som paa den Tid ingen Angler, og alene de med de gamle Gudesagn endnu fortrolige Nordboer kunde falde paa at henføre til den gamle nordisk-germanniske Mythologi[2]. Endnu i 1122 omtales en Væringe-Anfører, ved Navn Thore Helsing[3], der saaledes synes at have været en Mand fra Hel-

    især da man baade hos byzantinske og italienske Skribenter finder Væringerne paa denne Tid og senere omtalte som for en stor Deel bestaaende af Angler og talende engelsk, saaledes navnlig de oven (S. 58) citerede Kodinos Cap. 7, Pag. 90, og Galfred Malaterra, III. 27; ligeledes Greven af St. Paul (Duchêne V. 273, og Villehardouin (Cap. 95, Pag. 72). Jvfr. Villjam af Malmsbury 11. I Duchênes Udgave af Ordrik henføres Udvandringen urigtigt til 1067; den omtales nemlig kun i almindelige Udtryk, og af den Omstændighed, at Alexius Komnenus nævnes som den, der modtog Flygtningerne, sees det at de maa være komne til hans Rige enten strax efter 1081, da han besteg Tronen, eller maaskee i selve dette Diar, da han stred mod Robert Viskard. Udvandringen har vel saaledes især fundet Sted efter Danernes sidste Tog til England 1074 og Valthjofs Henrettelse 1075. Men da det især var de anglo-danske Dele af Landet, som lede under Villjam Erobrerens sidste Krig i Landet selv, bliver det i sig selv rimeligt, at Udvandrerne fornemmelig vare dansktalende; dette bestyrkes og af Saxos Udsagn om Væringerne (S. 610) „Danicæ vocis homines“ og af hans Fortælling om Alexius’s Ængstelse for at Væringerne skulde gjøre for meget af Danekongen Erik, thi Erik var netop Søn af Kong Sven, til hvem Anglo-Danerne i England havde sat sit sidste Haab, og hvem i det mindste Udvandrerne maatte ansee for sin rette Herre. Derimod viste Alexius ingen saadan Mistænkelighed i Anledning af Kong Sigurds Nærværelse.

  1. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 13. Snorre Cap. 12. Dette omtales endog i Morkinskinna (fol. 26. a.) hvis egentlige Text nærmest maa henføres til Tiden omkring 1190.
  2. Om de Billeder, der stode opstillede paa Hippodromens Spina, se Ducange, Constantinopolis Christiana, S. 106; jvfr. nedenfor, S. 589.
  3. Olaf den helliges Saga Cap. 250, Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 20. Se nærmere herom ovenfor, S. 88, Anm. 2, hvor det er viist, at Fortællingen, saadan som den paa de nys nævnte Steder gives, nærmest slutter sig til det af Kalo-Johannes i Aaret 1122 mod de saakaldte Skyther (Petscheneger o. fl.) vundne Slag, men tillige har forvexlet dette med det, som 1041 blev leveret Bulgarerne udenfor Thessalonika. Men Thore Helsing, hvilket Navn synes at grunde sig paa Eindride tinges Beretning, da det ej findes i den ældre Legende, maa vistnok tilhøre den Høvding, der kommanderede Væringerne i Slaget 1122.