da Nikephorus Bryennius var bleven fangen og blindet, og Botaniates Enekejser, hevnede hiin Væring den ham tilføjede Skjendsel, idet han med egen Haand dræbte Johannes Bryennius, da han tilfældigviis mødte ham paa Constantinopels Gader[1]. Uagtet Væringerne, under Botaniates’s korte Regjeringstid, (1078—1081) bleve, uvist hvorfor, saa opbragte paa ham, at de gjorde Opstand for at tage ham af Dage, viste de ham dog, efter at Opstanden var bilagt, en ubrødelig Troskab. Da den fortjente og mægtige Alexius Komnenus, mistænkt og bagvasket af Kejserens Yndlinger, selv havde besluttet at styrte Kejseren fra Tronen, og i dette Øjemed ved Smigrerier og Løfter søgte at bringe Hæren, der forsvarede Staden, paa sin Side, raadførte han sig herom med Cæsaren Johannes, der havde taget hans Parti, og bad ham udpege sig dem af Murenes Forsvarere, som han troede lettest at vinde. Johannes fraraadede ham da, som det allerede tidligere er omtalt[2], at henvende sig enten til de saakaldte Udødelige, eller til Væringerne, da nemlig hine, som indfødde, nødvendigviis maatte være Kejseren ubrødelig tro, og disse, eller, som de og kaltes, Øxebærerne, havde ligesom et Pant fra sine Forfædre arvet Troskab mod Kejserne og deres Bevogtning, hvilken de vilde overholde ubrødeligt og ikke høre et Ord om Forræderi. En anden Sag var det derimod med Nemitzerne (Tydskerne), thi til dem vilde han neppe henvende sig forgjæves, men faa Adgang gjennem det Taarn, de holdt besat[3]. Det gik ogsaa, som Johannes forudsagde: Nemitzernes Anfører Gilprecht aftalte med Alexius’s Udsendinger, at han ved Nattetide skulde indlade hans Folk i Byen, og holdt sit Løfte. Da Alexius og hans Mænd paa denne Maade havde faaet Fodfæste i Staden, vare Væringerne atter de Tropper, ved hvilke Botaniates’s Tilhængere endnu haabede at kunne faa Bugt med Opstanden. „Giv mig blot“, sagde Nikephorus Palæologus til Kejseren, Væringerne fra Thule, skal jeg nok saa Komnenerne fordrevne fra Staden“. Men Kejseren vilde nødig lade det komme til aabenbar Krig, og gjorde Alexius det Forslag, at adoptere ham. Da Alexius
- ↑ Skylitzes, S. 671.
- ↑ Se ovenfor S. 110, Anm. 3.
- ↑ Nemitzer (Νεμίτζιοι) er aabenbart det slaviske Niemzi (egentlig Stumme; siden Tydskere); deres tydske Herkomst sees deels af Høvdingens tydske Navn Gilprecht (Gilpractus) deels af Constantin Porphyrogenitus’s Udsagn S. 398, hvor han siger at Saxerne og Bairerne hørte til Nemitzernes Land. Da „Niemzi“ endnu er den sædvanlige Benævnelse paa Tydskerne blandt Russerne, sees det heraf, at Byzantinerne stundom hentede slige Folkebenævnelser fra Slaverne; dette viser og at „Varangi“ er optaget ad samme Vej. Nemitzerne dannede et eget Korps, der aller først omtales 1070. Muligt at der blandt dem var virkelige, allerede 1066 udvandrede, Angler.
