sagde Kalf, „paa hvad Maade han kom afhente: min Fader dræbte ham, og jeg skal ligeledes dræbe dig“. Da Rafn hørte dette, gik han hjem uden at mæle et eneste Ord. Hans Moder, som saaat det var noget, han tog sig nær af, spurgte ham hvad det var. „Du har“, svarede han, „altid sagt mig at min Fader døde Sotdød, men i Dag lod Kalf mig høre at han blev dræbt, og jeg finder det underligt, at du skulde skjule det for mig( Hun undskyldte sig med, at han hidtil havde været for ung, og Modstanderne for mægtige; men sagde, at det nu ej længer nyttede at dølge Sandheden, siden han alligevel havde faaet den at vide. For øvrigt, meente hun, var Sagen nu forældet og glemt. Rafn var dog ej af denne Mening, men glædede sig over at have erfaret den rette Sammenhæng, og talte om at det nok skulde vise sig at hans Fader havde en dygtig Søn. Han fortsatte sine Besøg hos Thorgrim som for, uden at man merkede nogen bitter Stemning hos ham. Saaledes gik det, indtil han var 18 Aar gammel. Da hendte det sig en Dag, just som Slutte efter en af de sædvanlige Lege havde taget Klæderne paa, at Kalk sagde spottende: „Rafn finder nok mere Behag i at gribe fast om Knatten[1], end i at hevne sin Fader“. „Dette skal strax skee“, svarede Rafn, vendte sig mod Kalf og hug ham Banehug. Thorgrim sagde: „dette maatte vi vænte os, dog kunne vi ej være bekjendte at lade det gaa ustraffet hen“. Da Rafn kom hjem til sin Moder og fortalte hende hvad der var skeet, blev hun ilde tilmode, og sagde at dette vilde komme til at koste hende Sønnens Liv, foruden Mandens. „Du maa bort“, sagde hun, „thi jeg kan ikke hjelpe dig“. Men da hun kom ud med ham, førte hun ham ind i et ydre Buur, der stod paa Tunet; fra Buret kunde man komme ned i et Jordhuus, hvori han nu skjulte sig, vel forsynet med alle Nødvendigheder. Om Natten sendte hun Bud efter Mænd fra alle Nabogaardene, og et ikke ubetydeligt Antal indfandt sig. Morgenen efter kom Thorgrim, selv tolfte, og fordrede Rafn udleveret. Gudrun sagde, at han ej var der. Thorgrim paastod, at han vilde ransage Gaarden. „Hidtil“, svarede hun, „blev jeg ej regnet blandt Tyve, og derfor skal du heller ikke ransage her, saa længe du ikke er mandsterkere end jeg“; i det samme lod hun de Mænd, hun havde forsamlet, træde frem, og Thorgrim, som saa at her intet mere var for ham at gjøre, gik sin Vej, med de Ord: „du er ikke raadløs“. Men paa det følgende Althing drev Thorgrim det dertil, at Rafn blev dømt fredløs, og erklæret for Skovmand.
I Rutafjorden paa Nordlandet, hvor Thorgrim og Rafn hørte hjemme, laa der just et norsk Kjøbmandsskib sejlfærdigt. Den ene af Ejerne hed
- ↑ D. e. Den Trækugle eller Bold, hvormed der spilledes ved den saakaldte „Knattleik“.
