Henrik IV belejredes i Engelsborgen, var død i Salerno, (25 Mai 1085). Roberts Død havde vel gjort Ende paa Erobringerne i Grækenland, men i Nedre-Italien og Sicilien forblev Nordmannernes Magt usvækket, og Roberts Søn af andet Egteskab, Roger, med Tilnavn „Bursa“, fulgte ham som Hertug i Apulien, understøttet af sin Farbroder Roger, der faa Aar efter fuldførte Siciliens Erobring (1090). Robert Viskards ældste og talentfuldeste Søn Buamund[1], der allerede i sin Faders Levetid havde udmerket sig i Krigen med Grækerne, var siden bleven end mere berømt som en af Hovedanførerne ved det første store Korstog, og havde udbredt den nordmannisk-apuliske Fyrste-Æts Ry indtil det fjerne Østen, ved at oprette Fyrstendømmet Antiochia. Da Kong Sigurd kom til Nedre-Italien, hvilket maa have været om Høsten 1109, var Robert Viskards Søn, Buamunds Halvbroder Roger, endnu Hertug i Apulien: paa Sicilien var Grev Roger, Robert Viskards Broder, død i Aaret 1101, efterladende en fireaarig Søn, den senere saa berømte Storgreve, siden Konge, Roger II, i hvis Mindreaarighed Grev Robert af Burgund sorte Regjeringen. Nordmannerne i Italien holdt endnu Mindet om deres Herkomst i stor Agt og Ære. Da Hertug Robert af Nordmandie, Villjam Erobrerens Søn, der i Aaret 1096 havde taget Korset, med flere franske Fyrster og Herrer lagde Vejen over Italien, modtog Hertug Roger af Apulien ham med Æresbeviisninger „som sin naturlige Herre“ os forsynede ham og hans Mænd i Overflod med alt hvad de behøvede for Vintren, som de tilbragte i hans Rige[2]. At de, med deres vel bekjendte Ættestolthed og Forkjærlighed for gamle Minder, ogsaa nærede en lignende Interesse for Nordmændene, fra hvis Land deres Forfædre vare udgangne, og hvis Navn de endnu bare kunde man næsten paa Forhaand slutte, og det viste sig ogsaa i den venlige Modtagelse, som nu blev Sigurd og hans Krigere til Deel. Der
- ↑ Buamunds egentlige Navn var Markus, men hans Fader havde siden givet ham Tilnavnet „Buamund“ efter en Kæmpe af dette Navn, som var Helten i et gammelt nordmannisk Sagn (Ordrik, S. 817), upaatvivlelig medbragt fra Norge, om vi end ikke nu kunne paavise det i vore egne Ættesagaer, hvis det ikke skulde være den i Snorres Edda Cap. 65 omtalte „Kong Beimune“ (Buamund kaldes af Anna Komnena Baimundos), hvilket dog er mindre troligt. Buamund betragtedes, uagtet han var den ældste Søn, som uegte, fordi Faderen havde skilt sig fra hans Moder formedelst Slægtskab; Robert egtede siden Sigelgaita af Salerno, med hvem han havde Sønnen Roger, der senere sukcederede ham.
- ↑ Ordrik, Cap. IX S. 724: Rugerius autem dux, cognomento Bursa, ducem Normanniæ cum sociis suis, utpote naturalem dominum suum, honorifice suscepit, et quæ necessaria erant copiose administravit“.
