over. Disse forsvarede Rafn, og sagde, at han gjorde ham stor Uret, naar han beskyldte ham for at overtræde Sømmeligheden. Ketil ærgrede sig derover, lagde Rafn for Had, og kvad Spotviser om ham. Rafn lod som om han ej hørte det. Men til sidst gik det saa vidt med Ketils Ondskab, at han en Dag, uden at Rafn havde Anelse derom, gik ned til nogle Kjøbmænd, der laa rejsefærdige til de vestlige Farvande, og tilbød at sælge dem en Træl, hvilken han foregav at have hjemme hos sig; Trællen, sagde han, var baade løgnagtig og ondskabsfuld, saa at de i Førstningen maatte tage ham haardt for at tæmme ham. De kjøbte Trællen ubeseet; men Trællen var ingen anden end Rafn, hvilken Ketil nu under Paaskud af en Lystvandring lokkede ned til Skibet. Her sprang Kjøbmændene til og vilde gribe ham. Rafn spurgte, hvad dette skulde betyde, satte sig til Modværge, og holdt sig dem fra Livet. De sagde at denne Træl var alt for kaad. Nu merkede Rafn Sammenhængen, og med de Ord: „mit kjæreste Trællearbejde er at brydes“, greb han en af dem og slog for sig med ham, saa at han tabte Besindelsen. Ketil skyndte sig bort, men Rafn ilede efter ham, og gav ham Banesaar: da Kjøbmændene saa det, løb de sin Vej saa fort de kunde, af Frygt for at Drabet skulde tillægges dem. Rafn lyste Drabet paa sig, gik op til Ketils Gaard, og fortalte hans Kone og Datter, hvad der var skeet. De beklagede det, men undskyldte ham, gave ham Mad og Klæder, og sagde at han havde mere at frygte af Kongens Vrede end af dem. Derpaa flygtede han til Skogs, og holdt sig skjult.
Kort efter kom Kongen til Gaarden, og hørte alt dette. Han blev vred og sagde: „det er dog alt for galt at Islendinger skulle komme hid og dræbe vore Ombudsmænd eller Sysselmænd: den Mand, som har gjort dette, skal lyses utlæg“. Einar Naumdøling, som just var hos Kongen, indvendte dog at der kunde være dem, som selv havde forskyldt sin Død. Kort efter var Kongen paa Jagt med Høge og Hunde. Følget fordeelte sig, saa at han blev ene. Da traadte en høj Mand, indhyllet i en lodden Kappe, frem af Skoven, og bad ham om Bistand. Kongen spurgte, hvad Forpligtelse han havde dertil. „Den“, svarede Manden, „at mine Frænder ere dine Venner; derhos kjender jeg din ædle Tænkemaade, idet du ej negter at bistaa nogen, som beder dig derom“. Kongen anede vel at dette var Rafn, men han var ene med ham, og Rafn var en stor, haandfast Karl. Han holdt derfor gode Miner, og sagde: „jeg skal sende dig hen til Kot i Thauskadal[1], hvor du indtil videre kan opholde dig; men hvo er du da:’“ „Hidtil har jeg været en Ulykkesfugl“, svarede Rafn, „og er derfor
- ↑ Hvor Thauskadal er, vides ej; det synes at maatte have været etsteds søndenfor Throndhjem, siden Kongen taler om at sende Rafn „syd i Thauskadal“; det synes ogsaa ej at have været langt fra Kysten.
