Mod Sigurd havde han en særskilt Opfordring til at vise sig gavmild og gjestfri, da han ej alene fik alle hans store og smukke Skibe, overladte — en Gave som vistnok allerede kunde opveje alt hvad Padreims-Legene kostede — men tillige fik Tilladelse til at beholde mange af hans Mænd hos sig. Var end dette maaskee allerede fra først af en Aftale mellem Sigurd og hans Mænd, forandrer det dog ikke det Forbindtlighedsforhold, hvori Kejseren derved kom til Sigurd[1]. Hvis man kan tro Villjam af Malmsbury, skal Alexius endog, i Betragtning af hans Klogskab og Kjekhed, der lovede store Ting, have søgt at faa ham selv til at blive, og det endog paa en saa paatrængende Maade, at Sigurd næsten maatte stjæle sig ud af Staden[2]. Dette er nu visselig en Overdrivelse, men man seer dog saa meget deraf, at allerede Samtiden havde merkelige Sagn at berette, endog udenfor Norge, om den Opsigt, Kong Sigurd havde gjort i Constantinopel. Og at han virkelig har gjort Opsigt der, bliver højst troligt, naar man seer hen til den fremragende Rolle, som han endog efter fremmede Forfatteres Vidnesbyrd spillede i Palæstina, hvor der paa hiin Tid ikke mindre end i Constantinopel vrimlede af anseede Fyrster og berømmelige Høvdinger. Det gjør her intet til Sagen, at Kejser Alexius’s Biograf, hans Datter Anna Komnena, ikke med et Ord omtaler Sigurd, lige saa lidt som den danske Konge Erik. Hun siger nemlig selv ved en tidligere Lejlighed, at hun ikke engang, om hun vilde, kunde opregne Navnene paa de barbariske Fyrster og Høvdinger, der besøgte Constantinopel, da det græske Sprog ikke formaaede at gjengive dem[3]. Saaledes har hun heller ikke kunnet eller villet omtale Sigurd.
- ↑ Vi ville nemlig nedenfor see, hvorledes flere af hans Mand bleve tilbage, og toge Tjeneste. Dette kunde umuligt skee uden med Sigurds Samtykke, og da vi siden finde at en følgende Kejser skriftligt anholdt om Tilladelse til at hverve i Norden (Sverres Saga Cap. 127), maa man antage, at Alexius i det mindste mundtligt har anholdt om en lignende Tilladelse hos Sigurd.
- ↑ Villjam af Malmsbury l. c. Da Kejseren, heder det her, i Betragtning af hans Klogskab og Tapperhed, der lovede meget, ønskede at holde ham tilbage, narrede han paa en net Maade denne, der allerede i Haabet havde slugt det norske Guld (det maatte da verre det, han selv nys forud havde foræret Sigurd). Han udvirkede sig nemlig Tilladelse til at drage til nærmeste Stad, og nedsatte hos Kejseren sine Skatkister, fyldte med Bly og forseglede, som Pant paa sin hurtige Tilbagekomst. Saaledes blev hiin narret, den anden derimod skyndte sig hjem. Man gjenkjender her Anekdoten om Hannibal og Gortynierne.
- ↑ Anna Komnena, X. B. S. 209—300. Den latinske Oversættelse i Pariser-Udgaven er her, som sædvanlig, udtværet, og saaledes unøjagtig. Dog er det den, hvis Ord for det meste gjengives i nyere Skrifter, der behandle denne Materie. Hendes Ord ere simpelt hen: „Τὰς δὲ τῶν ἡγεμόνων κλήσεις καὶ προθυμουμένη πὲρ ἐξειπεῖν, οὑ βούλομαι, ναρκᾷ γάρ μοι ὁ λόγος. τὸ μέν τοι βαρβαρικὰς ῳωνὰς ἀπαγγέλλειν ἁδυνατούση διὰ τὸ ἄναρθρον,
