Venner med stor Glæde, og hans Broder, Kong Eystein, som imidlertid ene havde forestaaet Regjeringen, lagde ham ingen Hindringer i Vejen. En egennyttig og ærgjerrig Fyrste kunde maaskee lettelig have følt sig fristet dertil, hvor han saaledes havde Magten, som Eystein; men hertil var Eystein for redelig og for ædelt tænkende[1], og Sigurd tiltraadte i Fred og Ro sin Deel af Riget eller Rigsstyrelsen. Alle vare enige om, at berømmeligere Ferd end hans ikke var udgaaen fra Norge. Efter den fik han siden Tilnavnet „Jorsalafarer“, hvormed han i Sagaerne sædvanligviis benævnes[2].
I de tre eller fire Aar, Sigurd var udenlands og forherligede Norges Navn i fjerne Egne, havde Kong Eystein, som Eneregent, heller ikke paa sin Side været ledig, men, trædende i sin Farfaders Fodspor, virket i Fredelighed hjemme, saa vel for at bringe Landet selv i Opkomst ved nyttige Foretagender og Indretninger, som for at forøge dets politiske Vegt og Anseelse ved territoriale Udvidelser, ej paa hans Fader Magnus’s Viis, erhvervede, ved Sverdet, men ved fredelige Underhandlinger. Den Tilvæxt, som Norges Territorium saaledes fik ved Eysteins Bestræbelser, var Jemteland, hvilket ingen af Norges Konger siden Olaf den helliges uheldige Forsøg havde prøvet at bringe tilbage til det Afhængighedsforhold, hvori Haakon Adelsteensfostre ved kloge Underhandlinger havde bragt det, og hvilket saa vel Jemternes norske Herkomst som Landskabets Beliggenhed os hyppige Forbindelser med Throndhjem gjordes til det naturligste. Eystein, fortælle vore Sagaer, sendte Bud til forstandige Mænd i Jemteland og indbød dem til sig, modtog dem, der kom, med megen Blidhed, overliste dem med Gaver, og vandt dem saaledes for sig. Han bragte da paa Tale for dem, hvor langt bekvemmere det var for dem at søge til Norge end øster til Sverige, og hvor mange Nødvendigheds-Artikler Norge kunde skaffe dem; han ytrede at de derfor havde handlet daarligt i
- ↑ Eystein hentydede siden selv dertil i sin Trette med Sigurd om hvo der meest havde udmerket sig, se nedenfor.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga, Cap. 15. Snorre, Cap. 14. Morkinskinna, fol. 26. a. Han kaldes ogsaa stundom simpelt hen „Jorsala-Sigurd“. „Jerusalem“ blev nemlig af vore Forfædre stedse forvansket til „Jorsalir“.
saavel hos Eliv, som hos Kong Nikolas, vel har medtaget en Uges Tid, og mindre Tid neppe hengik med Rejsen fra Slesvig til Aalborg, hvorfra (se ovenfor S. 372) rimeligviis Afrejsen til Norge fandt Sted, maa Sigurd være kommen hjem først i Juli 1111. Han havde da været borte næsten i fire Aar, eller fra Høsten 1107.
