den Tid, om han end var i Live, have været en bedaget Olding, der ikke kunde tage sig synderligt af Regjerings-Anliggenderne[1]. Det er desuden ikke usandsynligt, at der strax efter hans Død har opstaaet Uroligheder i Sverige om Tronfølgen, eller i det i mindste om Arveretten til hans Privat-Ejendomme. Vi vide nemlig, at Inge Steenkilssøn havde en Søn, ved Navn Ragnvald[2], der opnaaede Manddomsalderen, saasom han efterlod en Datter, Ingerid, der siden, som vi ville see, spillede en Rolle ogsaa i Norges Historie; der siges ingensteds, om Ragnvald overlevede Faderen eller ej; og i første Tilfælde har han neppe godvillig givet Slip paa Sveriges Trone. Siden finde vi hans Syster, Dronning Margrete, i Besiddelse af Faderens Ejendomme, hvilke hun deelte mellem sig, den oven nævnte Ingerid og sin Systerdatter Ingeborg, der begge, ligesom hun selv, vare gifte med Ætlinger af det danske Kongehuus: dette, heder det, var Kilden til langvarig Tvist mellem Sviar og Daner[3]. Da det nu ej kan være Delingen selv, der vakte Sviarnes Harme, men den Omstændighed, at hine Besiddelser, hvoriblandt vistnok ogsaa Dalsland har været regnet, kom under dansk Herredømme, maa Aarsagen til Misfornøjelse have været tilstede, og Tvisten saaledes være udbrudt fra det første Øjeblik, hiin rige Arv kom i Kong Nikolas’s Værge, hvilket, for saa vidt Ragnvald døde for sin Fader, allerede maa være indtruffet strax efter dennes Død. Endog den Omstændighed, at Margrete ikke overlod nogen Deel af Arven til sit Syskendebarn Inge Hallsteenssøn, viser tydeligt, at der maa have været et mindre godt Forhold mellem begge Linjer, hvormed det vistnok ogsaa staar i Forbindelse, at Inge Hallsteenssøn blev ombragt ved Gift[4], og at der efter hans Død, som vi i det følgende ville see, udbrød voldsomme Tronstridigheder i Sverige, ved hvilke Margretes og Nikolas’s Søn, Magnus den sterke, spillede en betydelig Rolle. Man maa saaledes formode, at Spørgsmaalet om Arven efter Kong Inge strax efter hans Død, eller maaskee allerede i hans sidste Regjeringsaar, var vakt en saadan Gjæring i Sverige, at Kong Eystein, der, som Magnus Barfods Søn, selv ikke uden Skin af Ret kunde fremsætte Fordring paa de Besiddelser, hans Fader med hende havde erholdt,
- ↑ Det heder i Slutningskapitlet af Hervararsaga, at Philip kun i kort Tid var Konge. Det er her et Spørgsmaal, hvad Forfatteren har forstaaet ved „kort Tid“. Hvis syv Aar er for langt et Tidsrum til at kaldes saaledes, maa Inge have levet længer end til 1111; med da han allerede fremtraadte som Mand omkring 1070, og saaledes rimeligviis var fød 1040, var han i 1110 en Olding paa 70 Aar.
- ↑ Harald Gilles Saga Cap. 2. Snorre Cap. 1. Saxo, S. 617.
- ↑ Saxo, S. 618.
- ↑ Kongerækken i Vestgøtalagen. Muligt dog, at Inge paa den Tid, Delingen foregik, allerede var død. Se Suhm, V. 364.
