tvivlelig have staaet i Sammenhæng med hinanden, og fornemmelig skyldes politiske Hensyn. Og intet bliver derfor rimeligere end at antage dem alle stiftede ved mere eller mindre umiddelbar Indvirkning af Dronning Margrete Fredkolla, der saaledes fremdeles ikke bar sit Navn for intet[1], idet hun utrætteligt søgte at megle Fred og ved et fælles Familiebaand at sammenknytte alle Medlemmer af Nordens Kongefamilier. Dog havde hun herved ej alene Freden i og for sig, og dens gode Følger for Folkenes aandelige og timelige Velfærd for Øje, men ogsaa, og maaskee aller meest, sin egen Søn Magnus’s Interesser[2]. Det er nemlig aabenbart, at hun søgte at bane ham Vejen til at erhverve Kongedømmet baade i Sverige og Danmark, og hvo veed endog, om hun ikke har haft Tanke om at forene alle tre nordiske Rigers Kroner paa hans Hoved. Under alle Omstændigheder bliver hun en af sin Tids fremragende Personligheder i Norden, hvis politiske Bevægelsers fornemste Traade synes at have gaaet gjennem hendes Hænder.
Det er et Spørgsmaal, hvor vidt Herjedalen, der ved denne Lejlighed ikke nævnes, ogsaa først nu blev forenet med Norge, eller om det allerede fra ældre Tider var forenet dermed. For det første kunde den Omstændighed synes at tale, at Jemteland og Herjedalen ofte nævnes tilsammen, og paa Grund af Beliggenheden maaskee kunne have været betragtede som et Heelt, hvoraf Jemteland var den fornemste Deel, og derfor laante sit Navn til det Hele. Men desuagtet bliver det vist, at Herjedalen stedse har været
- ↑ Det er vel endog muligt, at hun fornemmelig fik sit Tilnavn paa Grund af de her omtalte Bestræbelser.
- ↑ Saxo tillægger, som ovenfor nævnt, hvor han omtaler hvorledes Margrete bortgiftede sine to Niecer, udtrykkeligt, at det skede for derved at vinde ham hans Paarørendes Hengivenhed. Siden see vi hende fiendtligt stemt mod Knut Lavard, paa hvem Magnus var misundelig; og endelig fremtræder Magnus som Prætendent til den svenske Krone.
rende B. S. 178. Finn var nær beslægtet med det steenkilske Kongehuus, eftersom Steenkil selv var en Søn af hans Faders Syskendebarn Aastrid Njaalsdatter. Da Finn, allerede voxen i 1028, omtrent paa denne Tid eller i det mindste ikke senere end 1050 kan være bleven Fader til Haakon, er det heller ikke rimeligt at denne kan være bleven Fader til Ulfhild senere end 1100. Navnet Ulfhild vidner for Resten om en Opkaldelse efter og Slægtskab med St. Olafs Familie. I Sagaerne heder det stedse at Ulfhild først var gift med Nikolas, siden med Inge, og derpaa endelig med Sverke; men dette er aldeles umuligt, thi da Saxo udtrykkeligt fortæller (S. 651) at Nikolas egtede Ulfhild efter at Margrete var død, og at hun rømte fra ham til Kong Sverke, maa hendes Giftermaal med Inge have været det første. Saxo kalder hende „Ulvilda Norica“, d. e. „den norske“, hvilket viser at hendes Familie fremdeles regnedes som norsk, og saaledes vel ved Siden af sine svenske Godser (maaskee Alvastra, hvor hun siden forberedte Stiftelsen af et Kloster) ogsaa har ejet norske.
