udsat for Efterstræbelser, af hvilken Grund jeg beder eder om Bistand; men vil I sende mig til Kol, maa I og medgive mig tydelige Jerteiner, at han skal modtage mig; da forbliver jeg der i Vinter“. „Gjør saa“, svarede Kongen, „jeg kommer selv derhen en Uge efter Paaske“; derpaa tog han en Guldring af Fingren, satte den paa Spydodden og rakte den til Rafn, der ej vilde træde nærmere. Kongen spurgte derpaa: „hvor tror du at Rafn, den utlæge, gjør af sig?“ „Han søger vel hen til eders Ven Einar Naumdøling“, svarede Rafn; „der kunne I strax faa ham fat“.; med disse Ord tog han Guldringen af Spydet, og ilede ind i Skoven igjen. Da Kongens Mænd siden kom til, sagde han: „Nu kan I tro, at Rafn har spillet mig et godt Puds“.
Rafn kom til Kot, viste ham Ringen, og blev godt modtagen, skjønt Kot undrede sig over, at han kunde have Jerteiner fra Kongen, medens denne var ham saa vred. Rafn blev der om Vintren, og alle syntes godt om ham; men da Paasken kom, rejste han bort, da han ej vilde oppebie Kongen. Da denne kom, spurgte han strax efter Rafn. Kot sagde, at han nu var borte. „Det er ilde“, sagde Kongen, „thi det skulle alle vide, at han nu er utlæg og fredløs; hvad jeg anseer for langt værre end Drabet, er at han har haanet og spottet mig, og derfor sætter jeg en Priis af 3 Merker Sølv paa hans Hoved, heller ikke skal det bekomme nogen godt at bede om Naade for ham“.
Dette var om Vaaren 1043, da Kongen samlede en stor Hær og Flaade for at drage til Danmark mod Sven Ulfssøn og Venderne. Henimod Slutningen af April[1] laa han med Flaaden etsteds ved Norges Kyst længer syd paa, og væntede paa Vind. Da kom Rafn ud af Skoven og ned til Stranden. Han saa den store Flaade, gik hen til nogle Drenge, der kogte Mad oppe paa Land, og spurgte hvo der ejede alle disse Skibe. De svarede, at han maatte være dum og uvidende, som ikke vidste at det var Kong Magnus som laa der. Rafn spurgte om nogen anseede Mænd vare hos Kongen. De nævnte Einar Naumdøling, Kongens Ven, Einar Thambarskelve, der selv havde 13 Skibe, og Sighvat Skald, der var paa Kongens eget Skib. Rafn bad dem nu melde Sighvat, at der var en Mand i Land, som havde noget nødvendigt at tale med ham om. De gjorde saa; Sighvat kom, og spurgte hvad den høje Mand hed. Rafn navngav sig. Sighvat bad ham at lobe i Skjul saa hurtigt han kunde; „jeg“, sagde han, „vil ej tage Penge for dit Hoved eller sige til, at jeg har fundet dig“. „Det er ikke saa vist“, sagde Rafn; „du har Ord
- ↑ „Da ½ Maaned var af Sommeren“, heder det i Magnus den godes Saga. At dette var Vaaren 1043, sees deraf, at Kongen tilbragte den foregaaende Vinter i Norge, hvilket maa være 1042—43.
