Hjerdkinn, netop ere Levninger af det ved Eysteins Foranstaltning opførte Sælehuns[1]. Lignende Sælehuse eller aabne Herberger for Rejsende, indrettede paa Veje, hvor man havde flere Dagsrejser fra Bygd til Bygd, omtales allerede længe før[2], og synes at bare været brugelige fra umindelige Tider; der findes endog i den ældre Gulathingslov en Bestemmelse om, hvorledes de Rejsende have at forholde m, naar Sælehuset ej kan rumme dem alle paa een Gang, og om deres Ansvar, hvis det brænder op ved deres Uforsigtighed[3]. Om Eysteins Sælehuse paa Dovrefjeld vare af dette simple Slags, eller om han tillige gjorde Foranstaltninger til at der ved hvert Sælehuus skulde findes Gjestgivere, siges ikke, men man skulde dog næsten formode det sidste, fordi Hjerdkinn endog fra gammel Tid synes at have været en beboet Gaard[4], og Vejen over Dovre, eller mellem Nidaros, Oplandene og Viken, paa Eysteins Tid vistnok var at betragte som Norges fornemste Hovedvej.
Staden Bergen forskjønnedes meget af Eystein. Han fortsatte der enkelte af de Bygnings-Arbejder, som Olaf Kyrre enten havde paabegyndt, eller besluttet at paabegynde, hvis Tid og Evner strak til. Saaledes fuldførte eller opførte Eystein Kongsgaarden i Bergen, idet han byggede den store Hall, der siges at have været det prægtigste Træhuus, som nogensinde er gjort i Norge. Tæt ved den, og forbunden med den ved en Svalegang[5], opførte han den saakaldte Apostel-Kirke, der var bestemt
- ↑ Schøning fandt nemlig nærved Hjerdkinn i Aaret 1773 Tomter af en Steenbygning, som han antog for et Kloster, se Langes Klosterhistorie S. 615.
- ↑ Saaledes f. Ex. Sælehuset paa Skoven mellem Ljodhuus og det indre af Vestergautland, se Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 175; Sælehuset paa Jemtelandsskoven, se ovenfor I. 2. 723.
- ↑ Ældre Gulathings Lov Cap. 100: „Til Sælehusenes Benyttelse have alle lige Ret. Nei er det vel, om alle kunne være inde med deres Sager. Men kan dette ej skee for Trængsels Skyld, skulle de bære Sagerne ud. Da er det vel, om de have selv Rum, og de skulle alle være inde, hvis enhver af dem kan faa Rum til at sidde. Har nogle været der tre Nætter uden Nødvendighed, skulle de gaa ud, eller de skulle ved Lodkastning lade en Mand gaa ud. Da er det vel, om den, hvem Lodden treffer, gaar ud; ellers fældes han til at bøde Ranbaug, og man skal betale fuld Mandsgjeld for den, der havde Ret til at være inde, om de dø ude. Hvis Folk holde til i Sælehuus og det brænder op, da indestaa alle de, som vare der inde, for Huset“.
- ↑ Her var i det mindste ikke langt til det af Thorkell Thurrafrost opryddede Foldal, se ovenfor I. 2. S. 142, 143.
- ↑ I Sagaen staar „rið“ d. e. Trappe; af Sverres Saga Cap. 77 kaldes det en Svale, og det sees saaledes tydeligt, at det maa have været en fortløbende Svalegang, hvortil der dog maaskee og har gaaet særskilte Trapper udenfor Huset.
