for at være begjærlig efter Penge, og jeg har kun et ringe Liv at miste: ofte har man seet Folk gjøre sig større Møje for mindre Penge, end du vilde faa ved at forraade mig; dog tror jeg, at hvor langskaftet Kongens Øre end er, saa naar den dog ikke i Skoven til mig. Vil du derimod gjøre mig Gavn, da er det ikke mere end sømmeligt for dig, siden du er min Morbroder“. „Dette Frændskab erkjender jeg“, svarede Sighvat, „men jeg vover ikke at hjelpe dig; dog, oppebi mig her“. Rafn sagde, at han vilde følge ham ombord, og at han, naar han først skulde dø, helst vilde dræbes for .hans Øjne. „Du er en vanskelig Mand“, sagde Sighvat; „det gaar dog ikke an at jeg ligefrem leverer dig under Øxen, thi det vilde da neppe gaa godt, om saa Alverden bad for dig; men føj mig nu i at blive her, indtil jeg har talt med mine Venner“. Rafn lovede at bie en liden Stund; men varede det for længe, vilde han komme efter, thi det var slemt nok, sagde han, at lide en haard Død, om man ikke ogsaa skulde staa i lang Tid og vænte paa den. Da Sighvat kom ud paa Skibet, klagede han sin Nød for Einar Naumdøling. „Her er Rafn kommen“, sagde han, „og vil endelig give sig i sine Fienders Vold: kan jeg ikke vænte mig nogen Hjelp af dig?“ „Vist er han en Ulykkesfugl“, sagde Einar, „men det er dog vor Pligt at unddrage ham den visse Død; imidlertid kunne vi ej tænke paa at indlade os i formelig Kamp mod Kongen og hans Overmagt; heller ikke vil Kongen nogensinde tiere modtage vor Hjelp, dersom vi nu aabenbart trodse ham“. Sighvat henvendte sig derpaa til Einar Thambarskelve om Hjelp, og forklarede ham sin Vaande. „Jeg har ingen Lyst til at stride med Kongen for hans Skyld“, svarede Einar; „da jeg nu sidst forsvarede en Mand, som Kongen var vred paa, var det nær gaaet mig galt[1]. Her have nu Eindride og jeg 13 Skibe under vor Befaling, og skulle hjelpe Kongen i den forestaaende Kamp: ville vi nu med Magt tiltrodse os Mandens Tilgivelse, da kjender jeg Kong Magnus’s Stolthed saa godt, at han heller vil undvære vor Hjelp, end lade sig aftrodse noget; derfor gjør du bedst i at hede Manden forføje sig bort og skjule sig, og ikke komme ombord paa vore Skibe, hvor han vil blive dræbt“. Medens Sighvat og Einar Thambarskelve talede sammen, havde Einar Naumdøling været i Land og hedet Rafn indstændigt ikke at bringe Folk i Forlegenhed, men gaa bort; han tilbød at sende ham nord til sin Gaard Hit[2], hvor han indtil videre kunde være i Sikkerhed. Rafn svarede, at han først vilde tale med Sighvat. Sighvat kom, og Rafn spurgte, hvorledes det gik med den forvæntede Høvdingebistand. „Daarligt“, sagde
Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/63
Denne siden er korrekturlest
45
Rafn Rutfirding.
