Peter, om hvem for Resten intet vides. Kathedralkirken fik Navn efter St. Hallvard, hvis Skriin lige fra Kirkens Opførelse af synes at have været opbevaret der, skjønt den vel ogsaa var indviet til den hellige Trefoldighed, ligesom alle, eller de fleste Kathedralkirker i Norge. Stavanger fik ligeledes med en egen Biskop ogsaa en Kathedralkirke: det er nemlig tydeligt, at den ældste, vestlige Deel af Domkirken i Stavanger, der endnu har vedligeholdt sig uskadt lige til vore Tider, er opført i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, og da den paa den anden Side ikke kan være ældre end Kong Sigurds Tid, maa det netop være den, som ved hans Foranstaltning blev bygget. Den kaldtes sædvanligviis St. Swithuns-, ogsaa Trefoldigheds-Kirken[1], og maa følgelig ej alene have været indviet til den hellige Trefoldighed, men ogsaa til Helgenen St. Swithun, Biskop i Winchester[2], af hvis Levninger, som opbevaredes i denne Stads Kathedralkirke, ogsaa et Stykke maa være skjenket til Stavanger, for at danne det nys oprettede Biskopssædes fornemste Helligdom. Det er nemlig vist, at et saakaldet Kar. Stvithuns Skriin“, det vil sige et Skriin med en eller flere Relikvier af St. Swithun, forvaredes i Stavangers Kathedralkirke[3]. Dette hentyder umiskjendeligt paa en Forbindelse mellem Winchester og Stavangers nys oprettede Biskopsstol, der lettest lader sig forklare derved, at Reinald, den første Biskop, oprindelig har været Munk ved det Benediktiner-Konvent, der allerede siden Biskop Ædhelwolds Tid (963—984) bestod ved Winchesters Kathedralkirke[4], og hvis Regel paa ny var bleven skærpet og reformeret af Biskop Walkelin (1070—1098), der ogsaa paa ny gjenopbyggede St. Swithuns-
- ↑ Jvfr. Brev af 7de September 1278 (Dipl. Norv. III. 15), hvor Biskop Andreas af Oslo kalder Kirken „ecclesia sanctæ trinitatis stawangrensis“ med Brev af 17de August 1275 og 3die August 1278 (No. 12 og 14 i samme Samling), hvor Erkebiskop Jarund og Biskop Peter af Orknø kalder den St. Swithuns Kirke.
- ↑ Helgenen Swithun havde været Biskop i Winchester fra 837 til 862. Hans Levninger opbevaredes i et prægtigt Skrin i Stadens Kathedralkirke, men nogle af dem bleve siden af den ovenfor (I. 2. S. 471, 472) omtalte St. Ælfeah, da han forflyttedes fra Winchester, hvor han var Biskop, til Canterbury som Erkebiskop, overførte til dette Sted.
- ↑ Se Haakon Sverressøns Saga Cap. 5, jvfr. Fornm. Sögur IX. S. 223, hvor St. Swithuns Skriin omtales.
- ↑ Ædhelwold havde først været Benediktinermunk og Dekanus i Glastonbury, siden i Abingdon, som han grundede paa ny, og hvis Abbed han blev; derpaa blev han Biskop i Winchester, hvor han forefandt et højst fordærvet Konvent af Sekular-Chorsbrødre, og derfor indførte St. Benedikts Regel; men det mishagede Chorsbrødrene saaledes, at de alle droge bort, paa tre nær. De Bortdragendes Plads udfyldte han ved Munke fra Abingdon. (Rudborne i Whartons Angl. Sacra I. 218, 219. Chron. Sax. og Florents ved 963). Dette viser, i hvilken nøjere Forbindelse baade Glastonbury og
