forekommer neppe engang før Aarhundredets Begyndelse[1]. Der er saaledes al Rimelighed for at Stedet har faaet sin egentlige Opkomst ved Biskopssædet med dets talrige Personale af underordnede Gejstlige, fornemmelig efter at Domkapitlet var oprettet i Midten af Aarhundredet. Grunden, hvorpaa Kirken og den hele By laa, var for øvrigt, ligesom ved de andre Byer og Biskopssæder, kongelig Ejendom.
Saaledes havde da Norge nu faaet fire Biskopsdømmer med faste Biskopssæder, Nidaros, Bergen, Oslo og Stavanger. Men Sigurds Virksomhed i denne Retning indskrænkede sig ikke til det egentlige Norge alene, men ogsaa til Skat- og Koloni-Landene. Færøerne fik ogsaa, som det synes, paa denne Tid og maaskee ved hans Bestræbelser en egen Biskopsstol. Et Sagn paa Øerne melder, at Olaf Kyrre ved sin Tilbagerejse fra Orknøerne i Aaret 1067 skal have besøgt Færøerne, og efter sin Hjemkomst til Norge sendt dem en Biskop, ved Navn Gudmund, der, uden for øvrigt at have nogen fast bestemt Residens, for det meste opholdt sig hos den rige Enke Æsa paa Gaarden Kirkebø, sydligst paa Strømø, og forrettede Gudstjeneste i den til Gaarden hørende Kirke; og at Gudmunds Efterfølger, den vindesyge Matthias, siden efter ved snedige og vrange Beskyldninger mod hende, at hun havde overtraadt de strenge Love om Fasten, fik drevet det dertil, at hun forbrød alt sit store Jordegods, af hvilket der nu oprettedes en fast Biskopsstol i Kirkebø, hvor der ogsaa byggedes en Kathedralkirke 1111[2]. Det er vist nok, at den første Biskop paa Færøerne hed Gudmund, og at hans Efterfølger hed Matthias[3];
- ↑ Navnet Stafangr forekommer vel, baade i Landnaama I. 17, jvfr. ovenfor I. 1. S. 523, 550; og i Magnus den godes Saga (Arnors Vers) hos Snorre Cap. 20, i den vidtløftige Saga Cap. 24; men det bliver altid usikkert, om ikke Stavangfjorden i Søndfjord herved menes; ja dette er endog det sandsynligste. Ordrik Vitalis, der (Duchêne S. 767) skildrer Norges Tilstand strax efter Sigurd Jorsalafarers Død, og opregner Stæderne, som man tydeligt kan see, efter vel underrettede Folks Udsagn, nævner ikke Stavanger. Som By omtales den aller først hvor Kong Magnus Erlingssøn, sandsynligviis omkring 1175, skjenker den hele Stad (bœinn sjálfan) til St. Swithun og Biskopsstolen. Gavebrevet existerer vel ikke længer nu, men paaberaabes i en Bekræftelse af Haakon Haakonssøn (mellem 1226 og 1254), se Norges gamle Love I. S. 248, Thorkelins Dipl. Arn. II. 23—25. Heraf sees ogsaa at Byens Grund var Krongods.
- ↑ Antikvarisk Tidsskrift 1849—1851, andet Hefte, S. 147—154. Sagnet er her meget tiltrækkende fortalt, og med en Omstændelighed, der ej kan andet end i det hele taget vække gunstig Formodning om dets Troværdighed. Det er allerede merkeligt nok, at Folkesagnet paa Færøerne har opbevaret den første Biskops Navn, nemlig Gudmunds, der ellers kun nævnes i Biskops-Fortegnelserne, af hvilke ingen skriver sig fra Færøerne selv.
- ↑ Se Biskops-Rækkerne, aftrykte i Norsk Tidsskrift, V. S. 42, 44.
