Sighvat, „og du har liden Lykke med dig; men hvad bestemmer du dig nu til?“ „Hvad jeg for har sagt“, svarer Rafn, „at gaa ombord paa Kongens Skib med dig“. „Hvorfor vil du styrte dig lige i Døden“, spurgte Sighvat. „Fordi“, svarede Rafn, „at jeg foretrækker at dø fremfor at paadrage eder alle, der nu have seet mig, Kongens Vrede, der ej udebliver, naar han hører, at I have skaffet mig bort“. „Dette er talt som en Mand“, sagde Sighvat, „og endnu har jeg rigtignok min bedste Tilflugt tilbage, der aldrig hidtil har svigtet mig, nemlig den hellige Kong Olaf“. Med disse Ord faldt han paa Knæ, gjorde en Bøn, og anraabte Olaf om Bistand. Derpaa gik de ud paa Kongens Skib. Magnus havde ligget og sovet oppe i Løftingen, men vaagnede i det samme som Sighvat og Rafn kom i For-Rummet. Han sprang op og raabte: „op alle vore Mænd, nu have vi faaet Bør, og Sejren er os vis, naar vi komme til Danmark“l Nei fik man nok at bestille med Sejladsen. Skibene kom til Danmark; hvilke Bedrifter der udførtes, er ovenfor berettet; i Slaget paa Lyrskovshede[1] udmerkede Rafn sig overmaade meget, han gik foran Kongen og stred med den største Tapperhed; men ingen talte et Ord til ham. Da Slaget var til Ende, og man var kommen til Ro, sagde Kongen: „hvor er nu Rafn? han skal komme frem og ikke skjule sig“. Einar og Sighvat bade Kongen om at benaade ham for hans Tapperheds Skyld“. „Jeg vil endnu intet Løfte give“, sagde Kongen; „først og fremst vil jeg see ham“. Einar gik hen til Rafn og meldte ham dette, bad ham at svare Kongen ærbødigt, men dog frimodigt, og give ham sandfærdig Besked paa
- ↑ I Fortællingen herom i Magnus den godes Saga, tales der ikke om Slaget paa Lyrskovshede, men alene om et Slag mod Danerne. Der staar: „da de kom til Danmark, gik alt Folket i Land fra Skibene; der traf de en stor Danehær, og et stort Slag begyndte; Kong Magnus var i den forreste Deel af Fylkingen, men Rafn gik fremmenfor ham og stred meget tappert, men ingen talte til ham. I dette Slag saa nogle den hellige Kong Olaf blandt Magnus’s Mænd, og han fik den Dag en herlig Sejr“. Men naar man erindrer, at det eneste Slag, Magnus holdt til Lands, var Venderslaget, og tillige at det netop var dette, før hvilket St. Olaf skulde have aabenbaret sig, og ved hvilket han efter Sagnet skulde have lovet at være tilstede og vise sit Merke foran Hæren, kan man ikke et Øjeblik tvivle paa, at det er Venderslaget, som her er meent, eller som oprindelig har været nævnt, men at der i Tidens Løb har indsneget sig den Unøjagtighed i den, i og for sig selvstændige, kun senere i Magnus’s Saga indskudte Fortælling, at Danerne ere nævnte i Stedet for Venderne, hvorefter da ogsaa siden andet er tillempet, f. Ex. at Magnus efter Slaget vender tilbage til Skibene o. s. v. Maaskee og, at netop den forhen paaviste Omstændighed, at Sven Ulfssøn efter al Rimelighed var tilstede i Slaget, allerede fra først af bragte den islandske Fortæller til at kalde den hele fiendtlige Hær en Danehær; i alle Fald indeholder Forvexlingen endnu et Slags Beviis for at Sven virkelig var med i dette Slag. Naar det (se ovenfor) heder, at Magnus selv anden forfulgte Venderne, kan den anden maaskee netop have været Rafn.
