give den sin Velsignelse[1]. Imidlertid var Biskop Villjam, som det synes, i uforstyrret Besiddelse af Biskopsstolen; han døde 1168, og skal da have beklædt den i 66 (man maa dog snarere formode 56) Aar[2]. Da Villjam, som det i det følgende vil sees, længe gjorde Vanskeligheder ved at anerkjende St. Magnus’s Hellighed, ligger den Slutning temmelig nær, at Magnus, der havde sine meste Forbindelser med Skotland[3] og England, begunstigede Rodulf, medens derimod Haakon Jarl, med hvem han temmelig snart kom paa en spendt Fod, understøttede Villjam, der enten ved hans, eller Kong Sigurds, eller begges Bestræbelser er bleven udnævnt og indviet til Medbiskop. Det faldt da saa godt som af sig selv, at medens Rodulf, Magnus’s Biskop, holdt sig til Erkebiskoppen af York og understøttedes af ham, maatte Villjam, Haakons Biskop, søge sin Støtte hos den anden Erkebiskop, der regnede Orknøerne til sin Provins. Da Magnus, som det ogsaa vil sees, først blev begraven i Christkirken i Birgsaa, er det rimeligt, at dette Sted har hørt til hans Deel af Øerne, og at Rodulf saaledes indtil sin Død har kunnet opholde sig ved den her oprettede Biskopsstol; efter hans Død see vi Villjam tage den i Besiddelse[4], men hvor han imidlertid opholdt sig, nævnes ej; man maa formode, at det enten har været i Kirkevaag, hvortil Biskopsstolen flyttedes, og hvor der allerede stod en til St. Olaf indviet Kirke, eller, hvad der er det rimeligste, paa Egilsø, hvor der ligeledes stod en ældgammel Kirke[5], og hvilken siden oftere nævnes som hans Opholdssted, endog for Biskopssto-
- ↑ Rodulf optraadte her som Skotlands Fiende, thi ved Northallerton anførte Kong David af Skotland i egen Person den skotske Hær mod de northumberlandske Baroner, men blev aldeles slagen. Dette Slag er især bekjendt under Navnet „Standart-Slaget“, fordi Englænderne, paa Italienernes Viis, havde indrettet en carroccio eller stor Vogn med en Mast, hvorfra Bannere vajede, og hvorpaa tillige et Skriin med Hostien var fæstet. Se Lappenbergs Gesch. Englands II. S. 319—323.
- ↑ Det vil siden efter blive viist, at St. Magnus maa være dræbt 1115, medens Sagaen nævner 1101. Da den rimeligviis har benyttet dette klar som Udgangspunkt for Beregningen af Villjams Funktionstid, nemlig saaledes at hans Tiltrædelse regnedes fra det andet eller tredie Diar for Magnus“s Død, bliver det rette Tiltrædelses-Aar sandsynligviis 1112 eller 1113. Han omtales heller ikke før denne Tid.
- ↑ Magnus var gift med et skotskt Fruentimmer, og bad før sin Død Haakon Jarl om at maatte blive sendt til deres fælles Venner, se nedenfor, jvfr. Orkneyinga Saga S. 130.
- ↑ Orkneyinga Saga S. 136, jvfr. St. Magnus’s Saga, S. 536.
- ↑ At der da var en Kirke i Kirkevaag, ligger allerede i Navnet; jvfr. ovenfor S. 144. Øen Egilsø havde sandsynligviis ligeledes Navn efter den der staaende, af Paperne opførte Kirke (ecclais, som Ordet ecclesia af Gaelerne fordrejedes se Ann. for Nord. Oldk. og Hist. 1852. S. 58, 76).
