Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/65

Denne siden er korrekturlest
47
Rafn Rutfirding.

alt, hvad han spurgte om. Rafn traadte da frem for Kongen og hilste ham. Kongen spurgte først Einar, hvorfor han havde ført en fredløs Mand fra Island. „Derfor, Herre“, svarede Einar, „at han var gjort fredløs ene og alene fordi han havde hevnet sin Fader, der blev dræbt meer end sagesløs“. Derpaa spurgte Kongen Rafn, hvorfor han havde dræbt Ketil. „Fordi han kvad Nidviser om mig, Herre“, svarede Rafn, „og siden solgte mig som Træl; da jeg havde dræbt ham, kvad jeg en Arve-Flokk over ham, som just ikke var synderlig rar“. „Lad høre den“, sagde Kongen. „Som I vil, Herre“, sagde Rafn, „men da maa I ogsaa høre paa et andet Kvæde“. „Hvilket“? spurgte Kongen. „Et, som jeg har digtet om eder, Herre“, sagde Rafn. „Kvæd da“, sagde Kongen. Da han havde endt begge, sagde Kongen: „der er stor Forskjel paa dem: hvorfor kvad du saa godt et Kvæde om mig, der dog vilde lade dig dræbe:’“ „Fordi du var et godt Kvæde værd“, svarede Rafn. „Hvorfor kom du da til mig i Skoven“? spurgte Kongen. „Fordi jeg væntede min Frelse fra eder, saaledes som det nu og viste sig“, sagde Rafn; „jeg var i den største Knibe, og havde ingen anden her i Landet at søge Hjelp hos, efter at have været i den tunge Nødvendighed at dræbe en formaaende Mand, som dog visselig havde forskyldt det“. Da sagde Kongen: „nu har jeg undersøgt din Sag; og nu skal jeg derhos fortælle, hvad der vedkommer mig. Da jeg sov paa Skibet, syntes jeg at see min Fader, Kong Olaf, komme til mig, og sige med en mørk Mine: „der ligger du, Kong Magnus, og tænker mere paa at dræbe min Skalds Frænde for en ringe Sag, end at vinde en fager Sejr over dine Fiender, skjønt der nu er kommet gunstig Vind: tag vel imod alle dem, som nu ere ombord, ellers vil du allerede i denne Verden faa en Straf, som bekommer dig ilde“. Og saa snart jeg vaagnede, saa jeg baade Sighvat og Rafn i For-Rummet, men jeg var altfor ængstelig over min Faders Trusler, til at jeg da kunde tænke paa Ketils Drab eller hvad andet Rafn havde gjort. Nu skal du, Rafn, være velkommen her hos mig, thi saaledes vil min Fader; og til Erstatning for hvad jeg har gjort dig imod, skal jeg give dig Helga Ketilsdatter til Egte med meget Gods“. Rafn takkede Kongen, og modtog med Glæde hans Tilbud, men sagde dog at han først og fremst maatte ud til Island, for at faa sin Fredløshed ophævet; men strax dette var skeet, skulde han komme tilbage igjen. Heri samtykkede Kongen. Sighvat fortalte nu denne, hvorledes han havde anraabt hans Fader om Bistand. Kongen sagde: „min Fader maa sætte stor Priis paa dit Venskab, siden han opfylder dine Bønner lige saa vel nu, som da han levede“[1]. Rafn rejste ud til Island, fik Fredløshedsdommen ophævet

  1. Hvad der her fortælles om Kongens Drøm og St. Olafs Aabenbarelse klin-