siden gjorde det muligt at optegne Sagaer, ligesom ikke engang Are skrev sit Verk, førend efter denne Tid, nemlig, som han selv siger, i 1120. Da man aabenbart kan spore en vis Forskjellighed mellem de i Norge og de paa Island skrevne Bøger eller Breve, endog de ældste, og denne Forskjellighed ikke lader sig forklare af Dialektafvigelser alene, men aabenbart maa tilskrives forskjellige orthografiske Systemer og Traditioner, kan man ej antage, at man til Lovnedskrivnings-Arbejdet paa Island i 1117 hentede Folk fra Norge, men at kyndige Folk i Landet selv angave de Regler, man havde at følge. Disse kyndige Mænd kunne da neppe have været andre, end Are, og en vis Thorodd Runemester, hvilke i Forening skulle have udarbejdet en orthografisk Afhandling, i Lighed med den latinske Grammatiker Priscians Skrift[1]. Dette bliver saa meget sandsynligere, som man i det ældste islandske Skrift finder Spor af omhyggeligere orthografisk Studium og et strengere og mere gjennemført System end i de ældre norske Optegnelser, hvor man alene synes at have ladet sig lede af Øret, uden bestemte Regler, men som derfor ogsaa give en sikrere Ledetraad til at bestemme Udtalen. Are frode fortjener derfor visselig i Forening med Sæmund frode, men i højere Grad end han, at kaldes den egentlige Grundlægger af Norrønalitteraturen, som inden Aarhundredets Slutning allerede havde naaet en Blomsiringstilstand, der søgte sin Lige i hele Christenheden.
Da Biskop Gissur havde beklædt sit Embede i henved 20 Aar, fremsatte Indbyggerne af Nordfjerdingen Bøn, at de maatte faa en egen Biskop. Herved have de vel nærmest tænkt paa deres egen Bekvemmelighed, men de angave ogsaa som Grund, at Landet neppe nogensinde vilde komme til aldeles at savne en Biskop, naar det havde tvende Biskopsstole. Da Skaalholts Biskopsstol nu, siden Tiendens Indførelse, havde faaet en saadan Forøgelse i Indtægter, at den godt kunde taale at afgive en betydelig Deel, samtykkede Gissur i Nordlændingernes Ønske[2], og der bestemtes at en Biskopsstol skulde oprettes for Nordlandet (1105). Til Biskop valgtes den forhen omtalte Prest Jon Agmundssøn, Isleifs Discipel, og Dattersøn, af Egil Siduhallssøn. Jon, fød omkring 1050, havde i sin Ungdom, efter modtagen Indvielse som Diaconus, været udenlands at studere, han kom lige til Rom, og tog Hjemvejen over Frankrige, hvor han efter en just ikke synderlig paalidelig Beretning skal have truffet sin Frænde Sæmund frode, og faaet ham med sig tilbage til Hjemmet[3]. Paa Hjem-
