(i Nordfjerdingen), en Søn af hiin Maar Hunrødssøn, der var Væring i Constantinopel ved Harald Haardraades Ankomst[1], og en Frænde af den sidste Lovsigemand, Ulfhedin Gunnarssøn[2]. At Are og Sæmund frode ved denne Lejlighed bleve tagne paa Raad med, og vare blandt hine kyndige Mænd, hvem Opsigten med Arbejdet betroedes, maa saa godt som nødvendigviis antages. Det lader dog ikke til, at man den første Vinter naaede at skrive den hele Lovbog, da Are kan nævner Vigsloden (Mandhelgebolken) udtrykkeligt. Den første Vinters Arbejde blev af Prester, endnu de eneste Skrivekyndige, oplæst i Lagretten paa Lagthinget 1118, og eenstemmig vedtaget. Det samme er vel siden skeet med de øvrige Afdelinger; og det er i denne Skikkelse, at den ældre islandske Lov, sædvanligviis benævnt Graagaasen, gjennem tvende meget gamle Haandskrifter er bleven os opbevaret[3].
Samme Aar, da det paa Althinget vedtoges at Loven skulde optegnes, blev den gamle, ærværdige Biskop Gissur saa syg, at han maatte lægge sig til Sængs, og forudsaa sin nær forestaaende Død. Da han selv ikke kunde komme til Althinget, sendte han Bud til sine Venner og de øvrige Høvdinger, at de skulde anmode Presten Thorlak Runolfssøn, en Sønnesøn af Thorleik, Broder af Hall i Haukadal, om at drage udenlands for at lade sig indvie til Biskop i hans Sted. Thorlak undskyldte sig med sin Ungdom da han kun var 32 Aar gammel, men lod sig dog overtale, og blev i Aaret 1118 indviet af Erkebiskop Assur den 28 April, 30 Dage før Biskop Gissurs Død (28de Mai). Han døde, 76 Aar gammel, med barnlig Fromhed og christelig Ydmyghed, saa at han erklærede sig uværdig til at begraves ved Siden af sine Fædre[4]. „Saa mange Taarer,“ siges der, „faldt ved Biskop Gissurs Endeligt, at det aldrig gik dem af Hu, der fældte dem, saa længe de levede; og alle vare enige om, at hans Tab vilde vorde uerstatteligt; det har ogsaa været alle forstandige Mænds Mening, at han ved Guds herlige Gave og sine egne
- ↑ Se ovf. S. 67.
- ↑ Slægtskabet angives i Landnaama III. 186.
- ↑ Islendingabok Cap. 101. Af de tvende Haandskrifter af Graagaas er et i den arnamagnæanske Samling, der synes at være fra Midten af 13de Aarhundrede, et andet i det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, der har et langt ældre Præg, og maaskee er mindst 60—80 Aar ældre. Det sidste er nys særskilt aftrykt med megen Nøjagtighed i en Udgave, besørget af det nordiske Litteratur-Samfund. Det første er benyttet ved den nøjagtige arnamagnæanske Udgave af Graagaas. Men der gives, som oven nævnt, Brudstykker af en endnu meget ældre Afskrift, der synes at maatte være selve Originalen fra 1118; de findes i den arnamagn. Samling under No. 315 fol.
- ↑ Dette blev dog ikke overholdt, thi han blev begraven ved Faderens Side.
