Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/667

Denne siden er korrekturlest
649
Søgsmaalet mod Sigurd Ranessøn.

han har Vidner paa, at Kong Magnus gav ham Finnefærden paa de Betingelser, som hidtil have gjeldt, og erklærede at Forleningen ogsaa skulde vare i hans Sønners Levetid, da ville vi nu som før, at han skal føre sine Vidner og nyde Lov og Ret i et og alt, men kun bøde for, hvad han ej kan fralægge sig med Vidner. Og siden nu Kong Sigurd ikke vil høre om andet, end at prøve Lovens Gang for at fælde Sigurd, kommer det atter an paa, om han finder sig i at man forsvarer sig efter Loven“. „Du viser megen Iver i denne Sag,“ svarede Sigurd, „men om det end skulde koste mig større Anstrengelse at faa Sagen dreven igjennem, end jeg ventede, skal jeg dog holde ved, og see til at at faa ham fældt her i hans Frænders Kreds“. „Faa Ting, min Broder“, sagde Eystein, „er det, som I ej faar drevet igjennem, naar I lægger Vind derpaa, saa mange og store Bedrifter som I har udført; her ere jo kun faa Mænd og Smaafolk til at staa imod“. Kong Sigurd svarede, at han visselig vilde lade Sagen komme til Afgjørelse, nemlig hvor vidt Kong Magnus kunde give nogen Forlening paa længere Tid, end han selv var Konge; „skorter der noget i, at Lovene iagttages, da er“, sagde han, „Skylden Kong Eysteins, thi nu er Sagen stedet til det Thing, hvor Kong Eystein selv sagde at den skulde komme til lovlig Paadømmelse“. „Visselig“, svarede Eystein, „har jeg sagt at I paa Throndenes Thing havde at suge Sigurd Ranessøn i denne Sag, men nu har den faaet et andet Udseende: nu er det Kongerne selv, som tviste med hinanden, og dette kan alene skee paa et af de tre store Lagthing, Frostathing, Gulathing eller Eidsivathing[1]. Dette Søgsmaal er opstaaet i Frostathing, og bør derfor ogsaa der afgjøres, naar Loven skal nyde Stemme. Jeg har nemlig nu paataget mig hele denne Sag i Sigurd Ranessøns Sted, og derfor er det os to, Kongerne selv, som have med hinanden at bestille“. Kong Sigurd sagde: „Skjønt du nu har paataget dig denne Sag, og derved viser dig som min Modstander, lader jeg den dog ingenlunde derfor falde“. Han stevnede den da til Frostathing, og gik derpaa vort. Eystein tog fremdeles, og i Stilhed, Vidner paa at Søgsmaalet var spildt for Kong Sigurd. Men det var nu heldet saa langt ud paa Sommeren (1114), at Frostathinget allerede var forbi, saa at man maatte vente med Sagen til det følgende Aar.

Den samme Sommer kom Ivar af Fljod, den forurettede Egtemand, hjem med vel forrettet Ærende. Han havde om Vaaren fra Orknøerne begivet sig til Irland, holdt Thing med Landets Høvdinger, fremført Kong Sigurds Ærende med behørige Trusler, og forestillet dem, at det var forstandigere og hæderligere at gjøre sig til Vens med slig en Høv-

  1. Disse Ord ere merkelige, thi de vise, som allerede ovenfor berørt, at der paa den Tid ej var Tale om mere end tre Thingforeninger.