bløde, og sagde: „Du har bragt os i stor Ulykke, og ilde lønnet vor Hjelp; jeg vil ikke have noget med dette Forlig at bestille“. Derpaa gik Kong Eystein til Sængs, men Sigurd til sine Venner, for at laane Guld af dem. Med det han fik laant, og det, han selv havde, bragte han det tilgode fem Merker brændt Guld; mere kunde han ikke opdrive. Om Morgenen, da For-Messerne vare til Ende, gik han til Kong Eystein, og bad ham lade Guldet veje. Da det var gjort, sagde han: „nu vil jeg, Herre Konge, at I skal modtage disse Penge; I kan kalde det, hvad J vil, Bøder eller Løn for ydet Hjelp; det er dog mindre end det burde være“. „Hvor faar du Penge“, sagde Eystein, „til at betale mine Brødre Kong Olaf og Kong Sigurd“7.’ „Jeg begynder“, sagde Sigurd, „hvor jeg finder Forpligtelsen størst; det øvrige faar da gaa som det kan“. Kongen svarede: „jeg veed at du har faaet disse Penge til Laans af Folk, men nu vil jeg, at du modtager dem af mig som en Gave“. Sigurd takkede ham for Gaven, gik til Kong Olaf, og sagde at han vilde betale ham Guldet. Olaf spurgte, om han allerede havde betalt Kong Eystein. Sigurd sortalte, hvorledes det var gaaet til mellem dem. „Det er endnu“, sagde Olaf, „som i Gaar, at jeg ikke veed noget bedre Raad end Kong Eystein; jeg vil derfor skjenke dig disse Penge“. Derpaa gik Sigurd Ranessøn til Kong Sigurd, just som det ringede til Højmesse i Christkirken. Han bad Kongen lade Pengene veje: det skede, og det viste sig at de beløb sig til gode fem Merket. Kongen spurgte, om hans Brødre havde faaet deres Deel. Sigurd svarede, at han havde betalt dem begge. „Det bekræfter sig da“, sagde Kongen, „hvad jeg anede, at du var meget rig paa Guld“. Men Sigurd Ranessøn fortalte nu, hvorledes alt sammen var gaaet til, at Kongerne havde eftergivet ham deres Deel, og at dette var det samme Guld, som han havde tilbudt dem. „Da vil jeg“, sagde Kongen, „ogsaa skjenke dig det paa det Vilkaar, at du, om der opkommer nogen Uenighed mellem mig og mine Brødre, bliver min Ven“. Sigurd svarede: „jeg ønskede helst, at der aldrig opstod nogen Tvist mellem eder, og jeg vil eder alle tre vel; men hvor meget Gods der end er paa Spil, ja om det gjelder mit Liv, vil jeg ikke, saa længe jeg lever, agte nogen Mand her i Verden højere end Kong Eystein“. Da svarede Kong Sigurd: „jeg vilde staa alt for langt tilbage for dem, hvis jeg modtog disse Penge: nu vil jeg give dig dem, om du end ikke lover mig noget Venskab“. Sigurd Ranessøn takkede Kongen med megen Blidhed for denne Gave og al anden Hæder, han havde viist ham. Han indbød Kongen til at spise hos ham den samme Dag, med saa mange Mænd, han selv vilde. Kongen lo — bede at komme.
Da Messen var til Ende, gik Kong Sigurd med 60 Mand til Sigurd Ranessøns Gaard. Da de kom ind i Drikkestuen, fandt de den her-
