staar en Høvding, da smukt Udvortes og prægtig Udrustning passe godt sammen[1]. Jeg er ogsaa mere lovkyndig end du, og langt mere veltalende. Naar der, som det ofte hænder, kommer Folk til os for at faa deres Sager afgjorte, da synes det mig, min Broder, som om de flokke sig om mig, medens de derimod ofte maa gaa med uforrettet Sag fra dig i deres aller nødvendigste Anliggender“. „Det kan nok være“, var Sigurds Svar, „at du har lært flere Lovtrækkerier end jeg, thi jeg havde andet at tage vare paa; ingen benegter heller din Glattungethed; du er en forstandig Mand, og mange søge Raad hos dig, dog hører jeg tale om at du er lidet ordholden, lover stundom hvad du ikke opfylder, og agter dine egne Ord ringe“. „Det er vist og sandt, Broder“, svarede Eystein, „at mange ty til mig, hvem jeg ikke kan gjøre saa meget godt som jeg ønskede; jeg dømmer ofte i Sager mellem Folk efter sande Vidnesbyrd; men kommer der da siden noget op, som viser sig at være rettere, lader jeg enhver nyde ret Dom, hvorledes end den forrige Dom lod. Derimod hører jeg Folk sige, at du nok holder dine Lester, men som oftest kun lover hvad ondt er“. Sigurd vedblev: „det har man dog erkjendt, at det Tog, jeg gjorde fra Landet, var som det i Sandhed anstod en Høvding, medens du derimod sad hjemme i Landet som din Faders Datter“. „Nu rørte du ved den Byld, som jeg længe ventede skulde briste“, sagde Eystein; „jeg vilde ikke have indladt mig paa denne Sag, hvis jeg intet dertil kunde svare. Det forekommer mig næsten som om jeg til dette Tog udstyrede dig hjemmefra ligesom en Datter“. „Men jeg“, sagde Sigurd, „drog til det hellige Land, kom til Apulien, og saa dig ikke der; vandt aatte Slag — du var ikke i noget af dem —; jeg drog til Christi Grav — der saa jeg dig ej —; jeg drog til Aaen Jordan, samme Vej, som vor Herre, og svømmede over den — heller ikke der saa jeg dig —; jeg knyttede dig der i Krattet paa Aabredden en Knude, som venter paa at du skal løse den; jeg indtog Staden Sidon med Jorsalekongen, uden at have din Hjelp eller dit Raad derved“. „Jeg har nok hørt“, sagde Eystein, „at du har holdt nogle Slag udenlands; og det er vel kun Smaating, jeg har at sætte derimod: Nord i Vaagen indrettede jeg Tilhold for Fiskere, paa det Fattigfolk kunde finde Livsnæring og Hjelp; jeg lod ogsaa en Kirke hygge der, fik en Prest ansat ved den, og skjenkede Gods til Kirkens Vedligehol-
- ↑ Den første Deel af Samtalen, indtil dette Sted, meddeles i Morkinskinna langt kortere, saaledes: Sigurd: Jeg tror at jeg er sterkere end du og svømmer bedre. Eystein: Vistnok, Broder, men jeg er kunstfærdigere og spiller bedre Tavl; det er ikke mindre værd end din Styrke. Sigurd: Jeg tror at Folk anseer mig mere vaabenfør end dig, og dueligere til at ride i Turnering. Eystein: Det er sandt, Broder; men stundom kommer Folk hid til mig o. s. v.
